Oversætteren

Månedens oversætter: Pia Juul

2012-03-04T09:14:00.001+01:00

(Frit efter Prousts-pørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Lige nu er min foretrukne oversættelse Niels Søndergaards oversættelse af C.S. Lewis’ Narniafortællingerne. Jeg har læst alle fem bøger højt for min niårige datter og har været konstant bevæget over hvor fantastisk sproget flød, hvor smukke ord der blev hentet frem af glemslen.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Jeg foretrækker korte romaner, både som læser og oversætter!

Som oversætter fordi jeg arbejder meget intenst og i døgndrift når jeg oversætter og sætter en ære i at huske hele bogen hele tiden. Jeg vil gerne kunne overskue den, og overblikket er vigtigt. Men i øvrigt har jeg aldrig haft held til at oversætte en bog jeg selv har fundet. Som regel siger jeg ja hvis bogen ser fin ud, og jeg har tid og mangler en opgave. Jeg er i og for sig ret ukritisk og har oversat nogle ret mærkværdige bøger af og til.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

At jeg er god til at elske og forstå selv den mest elendige roman. Jeg kalder det professionel kærlighed. Man kan ikke oversætte noget ordentligt, hvis man ikke holder af det. Først når bogen er trykt, lader jeg min skepsis komme op til overfladen (og naturligvis kun for mig selv).

Hvor oversætter De?

Ved det forhåndenværende skrivebord hvor jeg nu end befinder mig. For tiden dette.

Deres største fejl?

Jeg er for hurtig. (For øjeblikket en joke, da jeg er meget langt bagud med en oversættelse for første gang i mit liv.)

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Ingen

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Overlærer Clausen (fra Knagsted og Livsens Ondskab af Wied)

Deres helte i det virkelige liv?

Der har jeg vist ingen … Men overlærer Clausen var efter sigende bygget på en virkelig person, og ham kunne det godt være. Det var nemlig Kristian Mathias Mikkelsen, 1845-1924, skolemand, grammatiker, overlærer på Roskilde Katedralskole. Han skrev den lærebog i latin vi kaldte ”Mikkelsen”, da jeg gik i skole. Og den var god!

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Åh, alle mulige store englændere, men ingen bestemt

Deres sindsstemning netop nu?

Vemodig stress

Deres devise?

Slå alting op, tjek alt! (det er devisen – som jeg tit glemmer at rette mig efter)

Æresprisen til Jytte Lollesgaard

2012-02-29T10:18:00.001+01:00

Oversætterpris til Jytte Lollesgaard
Dansk Oversætter Forbunds Ærespris 2011 går til oversætteren Jytte Lollesgaard. Prisen er på 60.000 kr. og finansieres af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Prisen overrækkes fredag den 2. marts 2012 i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, København K, i stueetagen.

Oversætter og forfatter Thomas Harder motiverer overrækkelsen. Fra hans motivering lyder bl.a.:

”Jytte Lollesgaard har i mere end 30 år oversat italiensk litteratur til dansk. Hun har været bosat i Rom i mere end 25 år. Hun er højt respekteret, både blandt kolleger og forlæggere, og er ofte blevet rost af anmeldere.

Jytte Lollesgaards oversættelser er præget af stor indholdsmæssig præcision, sikker stilsans, og når der er brug for det, en kreativ brug af det danske sprog. Jytte Lollesgaard har oversat ca. 60 romaner og 5 skuespil.

Den mest kendte af Jytte Lollesgaards oversættelser er nok Elsa Morantes store roman Historien, som udkom i 1977. 20 år senere tog Jytte Lollesgaard selv initiativ til en revidering og modernisering af sin gamle oversættelse; den nye udgave udkom på Gyldendal i 2009.”

Baggrund
Oversætter Forbundets Ærespris blev indstiftet i 1945 og tildeles "en oversættelse, som ved fremragende gengivelse af et eller flere betydende, udenlandske værker har beriget dansk litteratur". Prisen uddeles hvert år, og medlemmer af Dansk Forfatterforenings Oversættergruppe har indstillingsret til prisen. Søren K. Barsøe modtog prisen i 2011.

Yderligere oplysninger
Kontorchef Marianne Kruckow, Kulturstyrelsen, tlf. 3374 5070.

Urimelige rim og remser

2012-02-24T12:20:00.002+01:00

Af Lene Ewald Hesel

En af de store oversættelsesudfordringer – både hvad voksen- og børnelitteratur angår – er ordspil og talemåder og rim og remser. De lader sig som regel ikke oversætte direkte, men må omskrives eller gendigtes, så man præsenterer målsprogets læsere for nogle tilnærmelsesvis genkendelige paralleller.

Den engelske tradition for nursery rhymes – altså børnerim og -remser – går flere hundrede år tilbage, og det er slet ikke usædvanligt også i voksenlitteraturen at møde figurer, der stammer fra denne tradition.

I tredje bind af Enid Blytons børnebogstrilogi Det fortryllede træ besøger hovedpersonerne ‘Nusery Rhyme Land’, hvor det vrimler med figurer som Johnny Thin, Johnny Stout og Tommy Tucker – figurer, som vi ikke kender på dansk. Der er tale om figurer fra vrøvlevers, og derfor er det vigtigste ikke for enhver pris at oversætte de engelske vers og deres præcise indhold, men at gengive en særlig stemning – og gerne nogle af de figurer, som de danske læsere og lyttere kender fra deres egen begrebsverden.

Jeg valgte derfor at lade den danske udgave af Rim- og remseland befolke af figurer som Abel Spendabel, Peter Anker og Peter Sukkertop samt søstrene Sip og Sipsippernip og Sipsippernipsipsirumsip, som mange danske læsere er fortrolige med. Jack og Jill fra verset Jack and Jill went up the hill erstattede jeg med Katten og kællingen, der sloges om vællingen. Andre oversættere ville med stor sandsynlighed vælge andre remser og figurer, som har betydet meget for deres opvækst og begrebsverden.

Trilogien 'Det fortryllede træ' er skrevet af Enid Blyton, illustreret af Tove Krebs Lange og udgivet af Rosinante 2000-2001.

(Denne tekst har tidligere været bragt i Sprogminuttet på P1)

Når der står 'Kællingevrøvl' i margenen

2012-02-19T16:38:00.000+01:00

Af Allan Hilton Andersen

Siden min gymnasietid i 60’erne har jeg haft en stak bøger med hjem i rygsækken, hver gang jeg har været i Storbritannien. Og det har været et sløjt år, hvis ikke jeg har været af sted mindst én gang.

Som anglofil fra barnsben og senere i kraft af studier og arbejde har jeg altid haft et godt øje til antikvarboghandlere. Hvorfor betale 100 kr. for en bog (det blev senere til både 200, 300 og 400), hvis man kunne få den brugt for en halvtredser? Og hvorfor købe dyre engelske bøger i Danmark, når man kunne få dem for en slik i engelske antikvarforretninger? Og her taler jeg ikke nødvendigvis om den type boghandler, man møder i filmen ’84 Charing Cross Road’ – for selv det mindste loppemarked i den mindste britiske landsby kan fremvise en stak bøger – og i modsætning til Danmark er der ikke tale om bogklubudgaver og Victoria Holt. (Ikke et ondt ord om hendes læsere!)

Den største fryd ved alle disse hjembragte klenodier er de kommentarer, der er blevet efterladt af tidligere ejere, og min mani med at sætte sedler ind på steder, jeg har lyst til at vende tilbage til, stammer fra engang, hvor jeg fik et eksemplar i hånden af en amerikansk roman, ’Bisbee 17’ af Robert Houston. Den blev udgivet af Socialistisk Bogklub i 1979 i en oversættelse af Mogens Boisen. Og den udgave, jeg stod med, var den udgave, Boisen havde brugt til sit arbejde. Jeg så til min udelte morskab og forundring, at Boisen havde overstreget bestemte passager med blyant – og undertiden så arrigt, at der var gået hul i papiret – og i margenen skrevet ting som ’Sludder!’ og ’Kællingevrøvl!’ Jeg morede mig endnu mere, da jeg så kunne konstatere, at de udstregede passager ikke var med i hans danske udgave.

Sådan kunne man gøre engang – og sådan er mange klassikere blevet behandlet gennem årene. Det kunne jeg fortælle meget mere om, men her handler det om de små, håndskrevne passager, man kan finde, og navnene på de tidligere ejere. Jeg kommer ofte til at forestille mig en situation, som er ren fiktion og udelukkende baseret på billeder, der fremkaldes på må og få, og det er i visse situationer kommet så vidt, at jeg kan gribe mig selv i at lede efter ’Sylvias bog, hvis hun kan undvære den’, hvor Sylvia var den heldige person, der fik bogen i 1888 i Winchester.

Det første eksempel er taget fra en tysk bog, som jeg købte i 1972, en lille olivenfarvet sag af Heinrich Heine: ’Buch der Lieder’. Heine har skrevet de smukkeste kærlighedsdigte, men jeg købte den vist mest pga. følgende inskription: ”To Niels from Mathilde, X-mas 1909.” Altså tydeligvis en tysk bog fra en dansker til en dansker – og købt uden for Durham. Hvordan er bogen havnet der? Har de to danskere været i England? Hvorfor er inskriptionen på engelsk? Og har Mathilde mon været forelsket i Niels? I hvert fald har hun sat klamme om følgende passus på side 21: ”Morgens steh ich auf und frage:/ Kommt feins Liebchen heut?/Abends sink’ ich hin und klage:/Ausblieb sie auch heut.” Eller måske er det stakkels Niels, der har lært passagen udenad og understreget den, fordi affæren slet ikke blev til noget? Jeg kan mærke på bogen, at kun en tredjedel er blevet læst; herefter er siderne stive og ubladrede.

Næste eksempel er en verbatim et literatim genudgivelse af Wordsworth og Coleridges ”Lyrical Ballads” fra 1798 udgivet i 1911; stift shirtingbind, grønlig farve. Bogen har først tilhørt L. H. Hill, som må have fået bogen til studiebrug, for under navnet står der, oversat fra engelsk: ”Hvilke billeder af barndom, ungdom og moden alder giver W i sin ode …? Stemmer de overens med billederne af hans egen ’opvækst’ i ’Tintern Abbey’?” Og til digtet ’The Thorn’ er enderimenes mønster møjsommeligt skrevet ned, og et forslag til metrum er forsigtig anført med et spørgsmålstegn: ’Jambisk tetrameter?’ Jeg føler umiddelbart med L.H. Hill, som forhåbentlig kunne nyde den enkle og prunkløse poesi alligevel. Bogen er senere blevet erhvervet af en Anita Kohler, hvis spidse pen drysser kommentarer ud med pile til de relevante passager. Fx skriver hun til ’The Guide … and soul of all my moral being’: ’En stadig kilde til styrke!’ Man fornemmer her en elev på et højere niveau, måske endda en myndig og pernittengrynet skolefrøken.

Den næste i rækken er igen en lille olivengrøn bog, en udgave af Shakespeares ’Macbeth’ fra 1904, som jeg købte i 1974 i Bath. Den er sjov af tre årsager: Dels er titlen ’Macbeth – with an Introduction by George [sic!] Brandes,’ dels er der en kær hilsen: ”With good wishes to Miss Haar, & happy recollections of their ’Cambridge Summer Meeting’ held in Exeter, 1904. EAV,’ og dels er der indlagt et udklip fra en lokal avis med en anmeldelse af A.J. Wyatts anden forelæsning om Macbeth, som jeg forestiller mig, at Miss Haar og EAV har overværet. (På bagsiden er der små notitser; man ser fx, at James Horwill fra Ivy Cottage i Alphington, døde den 3. november i sit 99. år.) Hvem var Miss Haar, var hun dansk? Og sendte man i så fald unge damer uledsaget til England på sprogkursus i 1904? EAV har tydeligvis været meget glad for mødet, og jeg kan sagtens forestille mig, at de har nydt deres Shakespeare-rendez-vous. Jeg kan i øvrigt se, at jeg har givet 2sh/6d for bogen.

Et af de mere dristige indkøb, jeg har foretaget, er sket i 1969 i Skotland, hvor jeg i Inverness købte ’The Parker Chronicle 832-900’. Teksten er på oldengelsk med gloser, og oldengelsk var et fag, man i min tid skulle bestå på Københavns Universitet efter to semestres undervisning. Jeg kunne egentlig godt lide faget, og jeg må derfor have troet, at jeg engang ville læse hele Parker Chronicle. Det er omhyggeligt noteret, hvor jeg kom til den 3. februar 1970 (side 3), og havde jeg ikke haft de noter, som bogens tidligere ejermand/kvinde havde skrevet, var jeg aldrig kommet så langt. Den oldengelsk-kyndige hed B.R. Travis, og jeg har tit spekuleret på, om Travis solgte bogen, eller om arvingerne bare ikke gad eje den. Jeg kan ikke nænne at skille mig af med den, selv om jeg aldrig får den læst færdig.

Der er mange af den slags bøger endnu – og underligt nok giver de fleste af inskriptionerne mig associationer til mere eller mindre mislykkede kærlighedsforhold. Eller tilbedelse på afstand. Har jeg selv givet bøger, når jeg var forelsket? Og understregede jeg som en anden skolemester de vigtige passager for hende, jeg ikke kunne få? Sikkert. Men i så tilfælde har jeg heldigvis fortrængt det.

Og man kan måske nok se mig med en iPad en dag – men jeg køber ikke elektroniske bøger til den.

Tidligere publiceret på Litteratursiden (27/08/2011).

Noget om sprog og møbler og levende værker

2012-02-11T12:30:00.000+01:00

af Niels Brunse

Hvis der et sted i en dansk roman står "tak for sidst", er det indlysende for en dansk læser hvad meningen er. Men hvis romanen skal omplantes til f.eks. russisk, er udtrykket højst problematisk. På den plads, som "tak for sidst" har i det danske vokabularium (og det danske sæt af vaner), er der tomt ‑ eller rettere, der er slet ikke nogen plads ‑ i det russiske. Man takker simpelthen ikke hinanden for sidst.

Omvendt fatter en dansker ikke, hvorfor russere møder den, der lige er kommet ud af badet, med en konventionel vending, der ordret oversat betyder "tillykke med den lette damp". På dansk har man ikke noget fast udtryk at hilse en nybadet person med. Ja, det ville aldrig falde en dansker ind, at der overhovedet er nogen grund til en hilsen i den situation. Så hvordan det end skal oversættes, er der et formidlingsproblem.

Disse to harmløse hverdagsudtryk, disse små vanemæssige elskværdigheder, er bare to nedslag i den enorme masse af idiomatiske vanskeligheder, der møder enhver litterær oversætter. Oversætterkunsten består i at gøre værker levende i et andet sprogligt system og en anden kulturel kontekst end dem de er undfanget og født i. Og fodnoter, for slet ikke at tale om lærde parenteser, er dræbende. Oversætteren må i stedet bruge list og lempe og smugle de fornødne forudsætninger ind i teksten på en loyal og lødig måde.

Dertil kræves både viden om de kulturer, oversætteren skal formidle imellem, og en i bund og grund kunstnerisk sans for sprogets skjulte kræfter.

På videnssiden kan man måske forklare det danske "tak for sidst" lidt dybere end bare den overfladiske, konkrete anledning udtrykket bruges i: det har nok noget at gøre med den danske (men ikke eksklusivt danske!) blanding af kræmmersjæl og ydmyghed. Al gæld, også taknemlighedsgæld, skal gøres op og afregnes; men ingen skal tro at de er bedre end andre, nærmest tværtimod, så derfor kommer enhver deltager i et samvær i taknemlighedsgæld til de andre.

Tilsvarende kan man måske forklare den russiske vending ud fra en russisk (men ikke eksklusivt russisk) grundoplevelse af at verden er et beskidt og ufuldkomment sted, mens et bad (især det ritualomgærdede russiske dampbad) er en lettende og rensende oplevelse, så enhver der har mægtet at gennemføre en sådan katarsis, bør hilses med glad anerkendelse.

Og hvordan skal den slags alenlange kulturforklaringer så pakkes ind i en gengivelse af en lille kort standardbemærkning? Tja ‑ det gives der ingen regler for, det afhænger af sammenhængen og af oversætterens kunst.

Og af sproget. Grænsen mellem sprog og kultur er meget svær at drage ‑ hvis den overhovedet kan drages.

Der er en side af litteraturernes vekselvirkning gennem oversættelser, der tit bliver glemt i diskussionerne. Det er, at oversættelser lige så vel som originalværker påvirker det sprog, de affattes på: plejer det, pisker det, sprænger det og bevarer det, forynger, fornyr og forfiner det.

Den naive ‑ men desværre udbredte ‑ forestilling om, at oversættelser bare flytter nogle kulturmøbler fra ét rum ind i et andet, er fejlagtig. For at blive i billedet kan man sige, at nok er der tale om to rum, men atmosfæren i dem er højst forskellig. Møbler fra det ene rum kan blive kvast af lufttrykket i det andet eller miste glansen ved dets luftfugtighed eller forkulle ved dets højere lufttemperatur. Hvis ikke flytningen på skabende vis forvandler selve møblernes materiale, bliver møblerne ikke flyttet, men ødelagt.

Johan Fjord Jensen skrev for snart længe siden om hvordan Vilhelm Møllers Turgenjev-oversættelser "skabte en særegen dansk kunstprosa, hvis indflydelse snart skulle spores i den danske stils nydannelse". Undersøgelser af den slags påvirkninger er sjældne, men det skyldes snarere akademisk uopmærksomhed end mangel på materiale. Litterære oversættelser har sjældent sprogforskernes bevågenhed, og litteraturforskerne koncentrerer sig oftest om tematikker og ideer (møbler!), ikke om de sproglige materialeforvandlinger.

Oversættelsernes rolle som kanaler for nye ord i f.eks. dansk kan heller ikke siges at være fuldt belyst. Nyskabelser og nyoptagelser fra talesprog osv. er lige så fuldt oversætternes sag, som den er originalforfatternes, og oversætterne har måske andre motiver, men lige så stor årsag til at forholde sig skabende til deres eget sprog, som originalforfattere har.

Det er fint nok at tale om litterære oversættelser som et middel til mellemfolkelig forståelse og som grænseoverskridende udveksling ‑ men det må ikke glemmes, at oversættelser også er identitetsskabende og kulturbærende i deres eget land, fordi de er med til at pleje og udvikle deres eget sprog.

(Let forkortet udgave af artikel bragt i Forfatteren, medlemsblad for Dansk Forfatterforening, nr. 5, august 1998)

Vi oversætter, så du kan læse selv

2012-02-09T16:45:00.001+01:00

Promoveringsvideo fra Norsk oversetterforening.

Månedens oversætter: Mette Olesen

2012-02-03T11:10:00.003+01:00

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

De danske oversættelser af Asterix, i hvert fald de albums jeg læste i min barn- og ungdom. Det er meget paradoksalt og pinligt at jeg har glemt oversætterens navn, for jeg ligger fuldstændig fladt på maven af beundring over for hans hittepåsomhed mht at gendigte, omskrive og formidle alle de franske vitser, ordspil og kulturelle henvisninger; det er ikke bare enormt sjovt, det er simpelthen genialt! Den slags bedrifter der i opgivende stunder kan bruges som en påmindelse for andre oversættere, i hvert fald mig: Ingen opgave er umulig, bare kom i gang!

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Romaner. Dem hvor sprog og fortælling mødes og bliver til kunst; hvor en forfatter har evnet at skabe et fiktivt univers som andre kan gå ind i og tro på – er dét ikke forunderligt? Jeg har mine yndlingsklassikere, men læser mest nutidslitteratur af "yngre" forfattere (fra min egen generation, i fyrrerne eller deromkring), kan godt lide at følge med i hvad der sker både i Danmark og Frankrig. Da jeg ikke bor i Danmark mener jeg også at jeg, især som oversætter, har godt af at læse på nutidsdansk, for at følge med i hvad der sker i sproget.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Tvivl. Både den konstruktive og den der blokerer!

Og så er jeg meget kræsen – går generelt ikke med til at oversætte en tekst der ikke siger mig noget. Ikke af forkælelse, tværtimod: Dels af professionel stothed – jeg har brug for at tænde på en tekst for at kunne oversætte den bedst muligt. Og dels som en dyd af nødvendigheden – jeg har forlængst fattet at man alligevel ikke kan leve af at oversætte litteratur fra fransk, så hvorfor spilde tid og kræfter på dårlige bøger?

Det er så ærgerligt og så tåbeligt at de danske forlag med forsvindende få undtagelser ikke "tør" udgive fransksproget litteratur, med henvisning til at franske forfattere ikke sælger fordi læserne ikke kender dem (eller fordi læserne netop tror de kender dem – fra et forældet, stereotypt billede af fransk litteratur som noget kedeligt nouveau roman-agtigt, overkonstrueret blabla). Javel, men hvordan skal læserne også lære de nutidige franske forfattere at kende når de ikke bliver udgivet på dansk??

Jeg har været så heldig at få tilbudt nogle spændende forfattere, frem for alt en af de efter min mening allervigtigste af ovennævnte yngre franske forfattere, Marie Darrieussecq!

Hvor oversætter De?

Ved mit skrivebord på mit skønne arbejdsværelse i et hus i en landsby i (udkanten af) Beaujolais hvor jeg og min lille familie bor midlertidigt til leje, vi flyttede ind i september efter det lykkedes os at sælge vores gamle hus i Sydfrankrig, nu har vi endelig kunnet nærme os Lyon hvor min kæreste arbejder og jeg tidligere har arbejdet, og som jeg savnede. Her fra mit vindue har jeg udsigt til en flok køer - eller (for tiden) et par tyre - der græsser på de grønne bakker, smukt smukt.

Deres største fejl?

Tvivlen igen? Eller omvendt utålmodighed, en for stor iver når jeg synes det går rigtig godt - så kommer det let til at gå for hurtigt, så jeg skal være grundig når jeg læser korrektur på mig selv!

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Hmmm... Det kan jeg vist ikke sige hvis det handler om at nævne én kategori eller genre. Jeg synes jeg er åben over for alle slags tekster, "bare de er gode"!

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Uha, den er svær! Galip fra Pamuks 'Den sorte bog'? Frøken Smilla? Carl Barks' Anders And? Berg fra Stuk? Bardamu i 'Voyage au bout de la nuit'? Jeg ved godt jeg snyder, men jeg kan ikke sige én! Personer der bliver levende fordi de er så menneskelige, på godt og ondt. Men nu jeg tænker over det, har jeg flere yndlingsbøger som ikke rigtig har en helt/hovedperson, nouveau roman-agtige ting som hos Duras, og hvem kan jeg fx nævne fra et af mine absolutte favoritforfatterskaber, nemlig Svend Åge Madsens, der myldrer af personer der allesammen er hoved- eller bipersoner, eller hvad de nu er?

Deres helte i det virkelige liv?

I anledning af nytåret tænker jeg på det forgangne år (som Margrethe II ville have sagt, forresten synes jeg også hun er ret sej, selvom/ fordi jeg er opdraget til at afsky alt hvad der minder om monarkiet!) og hvordan det blev præget af alle de modige "hverdagens helte" , mange af dem unge, der går ud og protesterer og ændrer verden: Folk i de arabiske lande, i Rusland, OWS ...

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Jean Giono: 'Un roi sans divertissement' (Hov, måske er min virkelige yndlingsromanhelt Langlois fra samme bog?). Et sprogligt festfyrværkeri, en karnevalistisk ikke-krimi, en modernistisk bonderoman – en litterær UFO både i forfatterskabet og som sådan, en helt fantastisk, ubeskrivelig bog!

Deres sindsstemning netop nu?

Blandet: Dårlig samvittighed fordi jeg sidder her og leger når jeg i virkeligheden skulle arbejde - eller burde jeg selv have passet mit halvsyge yngste barn i dag i stedet for at sende hende i dagpleje? Glæde fordi solen pludselig skinner, den har vi ikke set meget til her siden engang før jul!

Deres devise?

Åh sådan en har jeg altså ikke, bryder mig ikke særligt om den slags "forkortelser af verden".

Månedens skrivebord

2012-02-02T08:31:00.000+01:00

Om nødvendigheden af højhælede gummistøvler når man oversætter Knausgård

2012-01-26T10:36:00.001+01:00

Af Sara Koch

Når jeg oversætter, arbejder jeg altid på at finde en fin balance mellem indlevelse og tvivl. For at yde teksten retfærdighed skal man i oversættelsen genskabe teksten, ikke kun ord for ord, men oplevelse for oplevelse. For at skrive lige så godt og levende som forfatteren bliver man nødt til at have tekstens univers under huden, men samtidig skal en oversætter hele tiden sætte spørgsmålstegn ved alt hvad hun gør. Kan det nu passe at Knausgård griner sig gennem sin fars død og begravelse, eller kan det tænkes at grine betyder noget andet på norsk, nemlig at græde?

Men tvivl og indlevelse går ikke altid godt hånd i hånd. Den nødvendige indlevelse svækker det kritiske blik, mens det kritiske blik gør indlevelse vanskeligt. I forbindelse med mit arbejde med Min kamp rejste jeg midt i bind 2 til Sørlandet for med egne øjne at se det sted Knausgård var vokset op, for at sidde på svabergene og vandre på heiene i håb om at finde de rigtige danske ord. Turen var enestående for min forståelse af det Knausgårdske univers, men balancen mellem indlevelse og nødvendig afstand blev sat på en prøve, som lærte min en vigtig lektie. Læs om det her: Knausgårdsafari

I mit arbejde med bind 5, som udkommer i dag, fik jeg behov for at se Bergen med egne øjne, mærke regnen på min egen hud, og bogstavelig talt finde ud af hvad der var op og ned i byen, se regnens formationer når den løber ned ad bakkerne, og se himmel og fjord stå i et. Men med erfaringen fra min Sørlandstur var jeg spændt på om jeg nu også havde lært noget. I Sørlandet sad jeg med Knausgårds tekst i Knausgårds univers, mens min norske mand sad i den anden del af lystgården og oversatte Carsten Jensen til norsk. Til Bergen rejste jeg alene, men blev budt velkommen af to fantastiske kvinder der viste mig byen. Den første var forfatteren Gunnhild Øyehaug, hvis yderst anbefalelsesværdige roman Vente, blinke (Gyldendal 2010) jeg oversatte for et par år siden, og som jeg havde haft et meget frugtbart samarbejde med. Gunnhild Øyehaug underviser på Skrivekunstakademiet, hvor Knausgård gik som 19-årig tilbage i 1988 – i begyndelsen af bind 5 – og var derfor en oplagt kandidat til at vise mig rundt der. I silende regn og blæst der ustandselig fik hendes røde paraply til at krænge, viste hun mig bagefter rundt i Vente, blinkes Bergen. Dagen efter inviterede Gunnhild mig på frokost i byen hvor vi fik diskuteret litteratur og oversættelse, hun fortalte yderligere om det litterære Bergen, om uoversatte nynorskforfattere der fortjente dansk sprogdragt.

Den anden var oversætteren Heidi Wallevik, der uden at kende mig som andet end danskeren i et norsk internetforum for oversættere generøst inviterede mig til frokost på caféen Bien der ligger på Danmarksplass, et sted der optræder flittigt i bogen. Heidi gav mig hele Bergen bys nyere historie, for det Bergen jeg besøgte, var jo ikke det samme som Knausgård flyttede til i 1988, og gav mig dermed et uundværligt blik på den byen jeg de næste dage skulle traske tynd i Knausgårds fodspor.

Under mit ophold i Bergen boede jeg lidt uden for byen i Ambrosia-huset, som Bergen kommune generøst havde stillet til min rådighed. Huset står på Hordamuseet uden for Bergen, har tilhørt kunstneren Ambrosia Tønnesen og bliver nu brugt til at huse udenlandske kunstnere. Huset er bygget i slutningen af 1800-tallet og ligger med udsigt til fjorden, æbletræer (som stod i fuld blomst) og græssende får. Her var det ikke svært at blive inspireret og bruge dagens oplevelser til at forme den danske tekst.

Det bliver sagt om Bergen at det regner 300 dage om året. Min kamp 5 er fuld af regnvejrsdage, og i Knausgårds anden roman, Alting har en tid, beskriver han syndflodens komme så levende at han må trække på personlige erfaringer. Alligevel rejste jeg glad til Bergen i sandaler og uden paraply, og var da også fuldstændig gennemblødt inden jeg trådte ind i Ambrosia Tønnesens smukke hus. Men det første jeg gjorde da jeg vågnede i Bergen efter første nat, var da også at gå ud og købe mig et par gummistøvler, og ved nu at man i Bergen kan få et omfattende udvalg af højhælede gummistøvler – der er stil over bergenserne.

Da jeg rejste fra Bergen igen, var det med indtrykket af en by med generøse mennesker, men også med et klart billede af hvordan byen ser ud når fjord og himmel står i et, hvordan regnen løber ned ad bakkerne i små eller store v’er, hvordan blæsten krænger paraplyerne. Byens magi var kommet under huden på mig, men jeg var takket være de to bergensiske kvinders blik på byen ikke faret vild i den. Måske har Sørlandets vildfarelser alligevel lært mig lidt om nødvendigheden af både indlevelse og et kritisk blik.

Karl Ove Knausgård: Min kamp 5, Lindhardt & Ringhof 2012

1Q84 – et verdensomspændende projekt

2012-01-21T16:13:00.002+01:00

Af Mette Holm

Haruki Murakami nyeste værk - trilogien 1Q84 – udkom i Japan i maj 2009 (to bind) og i 2010 (et bind), og stik imod sædvane er den udkommet på næsten alle andre sprog, før den udkommer på engelsk. Jeg har arbejdet med den danske oversættelse af bog 1 og 2 i hele 2011, og dens verden er blevet min verden.

Når jeg skal oversætte en Murakami-roman, begynder jeg tit med musikken, og det har også været en god indfaldsvinkel med 1Q84, hvor jeg har lyttet til Janáčeks Sinfonietta, Bachs Veltempererede Klaver og It’s Only a Paper Moon.

1Q84 er strammere konstrueret end Murakamis tidligere værker. De to første bind er bygget op over Bachs Veltempererede Klaver, to bind med hver 24 kapitler, som skifter mellem dur og mol, hvilket i romanen bliver et skift mellem de to hovedpersoner, Aomame og Tengo.

Et vers fra It’s Only a Paper Moon åbner roman-trilogien og antyder, hvilken verden vi er på vej ind i. Det er en verden med to måner, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed er opløst, og så handler det om kærlighed. Og jazz … Murakami improviserer, og handlingen tager sine egne omveje med mange små historier i historien og spændende kunstgreb på japansk. Begge dele har været udfordrende at oversætte og har bragt mig i kontakt med mange andre oversættere.

Når Tengo i kapitel 20 i bog 1, læser højt af Tjekhovs Øen Sakhalin, kan jeg som oversætter ikke citere en dansk oversættelse, for der findes ingen. Men det virker forkert at oversætte russisk via et andet sprog, så jeg kontaktede en af Danmarks russiske oversættere, Kjeld Bjørnager, der var så sød at oversætte passagerne om giljakkerne på Sakhalin til dansk. Netop det kapitel har for mig været et af højdepunkterne i Bog 1, og en lille bonushistorie fra den russiske oversætter Dmitrij Kovalenin har gjort mig endnu gladere for det.

Kovalenin fortæller, at han under et interview med Murakami i 2006 inviterede ham til Rusland. Murakami spurgte, hvilke steder i Rusland der var interessante, og Kovalenin fortalte om sin fødeby på Sakhalin, som har en blandet japansk/russisk historie. For nogle år siden bad Murakami så Kovalenin være guide på en rejse til Sakhalin, og Kovalenin fortæller: ”På hele rejsen læste Murakami Tjekhovs Øens Sakhalin, og han var meget optaget af giljakkerne, så jeg oversatte alt, hvad vi stødte på, om dette folkeslag. Og nu er de med i hans roman. Er det ikke ironisk? En oversætter fortæller sin forfatter en historie, forfatteren bruger den i sin roman, og derefter oversætter oversætteren den tilbage til sit eget sprog. Det er et af de sejeste eventyr, jeg har oplevet. For mig er det et bevis på selve filosofien i 1Q84: Vi kan virkelig ændrer verden med de historier, vi fortæller.”

1Q84 gør også verden mindre for Murakamis oversættere, fordi vi har siddet samtidig over hele verden og arbejdet med det samme værk og hermed befundet os i den samme verden på tværs af grænserne. Det har ført til udveksling af tanker og idéer.

Den unge pige Fukaeri i 1Q84 er et glimrende eksempel på et japansk kunstgreb, som alle oversættere har skullet være kreative for at kunne overføre til deres sprog. Fukaeri taler monotont og spørger uden spørgsmålstegn. Hun har et lille ordforråd og i hendes replikker skrives vanskelige ord med fonetiske tegn i stedet for semantiske, hvilket tydeligt ses i den japanske tekst – selvom det ikke kan høres, når den læses op. Her har jeg konfereret med flere oversættere.

Den polske oversætter Anna Zielinska-Elliott siger: ”Fukaeris måde at tale på, får mig til at tænke på Nakata i Kafka på stranden, hvor Murakami også udnytter det japanske sprog på en måde, der ikke umiddelbart lader sig oversætte. Men oversættes skal det jo, så jeg måtte finde min egen måde at gøre det på, og det endte med, at jeg lod Fukaeri tale med små bogstaver og uden tegnsætning.”

Både den norske oversætter Ika Kaminka og jeg har valgt Annas løsning, mens den svenske oversætter Vibeke Emond har valgt at skil-le al-le sta-vel-ser med en bin-de-streg for at an-ty-de mo-no-to-ni-en. Den franske oversætter Hélène Morita derimod er gået lige til grænsen af, hvad fransk kan bære: ”Jeg har moret mig med at lade hende tale skiftevis som et barn og en udlænding og samtidig på et sprog, som ikke kan skrives, men kun høres. Jeg er spændt på, om læserne vil kunne ’høre’ det.”

Der er mange valg at tage, når man oversætter, og man vil næsten altid kunne gøre det på en anden måde. Jeg forstår ikke polsk, men Annas beskrivelse af, hvordan hun arbejdede med en passage i bogen, har bekræftet mig i, at mit valg her i hvert fald er det rigtige.

Det drejer sig om en scene i kapitel 5, Bog 1, hvor Aomame lægger an på en midaldrende fyr i en hotelbar. Her fortæller Anna: ”Efter lidt smalltalk, spørger Aomame, om hun må stille ham et personligt spørgsmål, nemlig: "Anata no ochinchin wa ookii ho?" – hvilket betyder "Er din ochinchin stor?" Vanskeligheden lå i, hvordan jeg skulle oversætte ordet ochinchin, et udtryk, der bruges over for små drenge om deres penis. Men her taler en trediveårig kvinde til en midaldrende mand. I det øjeblik hun stiller spørgsmålet, ændrer Aomame opførsel fra at være en raffineret forførerske til at blive stærk og dominerende. Hun taler ned til ham, skælder ham ud og behandler ham som en lille dreng, hvilket gør scenen underholdende at arbejde med.

Polsk har mange ord for penis, men jeg var bange for, at den barnlige udgave ville lyde for mærkeligt i situationen, så jeg lavede en rundspørge blandt mine japanske veninder for at høre, hvilket ord de ville bruge i forskellige situationer. De syntes, det var sjovt, og begyndte at spørge deres mænd og sønner. Det førte til gode diskussioner om sprogbrug mellem både køn og generationer.

Det gav også mig en fornemmelse for, hvordan ordet ochinchin fungerer i det moderne Japan, og hvilket polsk ord jeg kunne bruge. Jeg stillede herefter mine polske venner det samme spørgsmål, efter at have forklaret scenen i 1Q84. Jeg mødtes tit med mine venner på restauranter og caféer, og diskussionen gik højt. Et par gange bemærkede jeg, at tjeneren og andre gæster sendte os mærkelige blikke, og indså, at vi sad og råbte: "Nej, nej, 'pik' dur slet ikke!" ”Jo, det fungerer meget bedre end ’tissemand’.”

Man skulle næsten tro, at Murakami godt kan lide at udfordre sine oversættere. Jeg har selv ledt forgæves efter udgaven af South of the Border med Nat King Cole, som har givet titel til Sønden for grænsen og vesten for solen, og sidste år spurgte jeg ham, om den indspilning kun findes i hans verden. Han grinede og sagde: ”Forfattere har frie hænder, de kan gøre, hvad der passer dem og sætte en Folkevognsmotor i en Volvo, men oversættere bliver nødt til at være meget omhyggelige med fakta.”

Og det er så sandt, som det er sagt. I 1Q84 har vi den religiøse sekt ’Vidnernes samfund’, som i høj grad leder tanken hen på Jehovas vidner, men det er det ikke. For eksempel hedder deres blad Før syndfloden, og deres trosbekendelse er ikke helt som den, jeg kender. Alligevel kunne jeg godt komme i tvivl, og da min søde redaktør konsekvent stregede Vidnernes samfund ud hele teksten igennem og skrev Jehovas vidner (det andet ville forvirre læserne, og det stod der faktisk i den tyske oversættelse), valgte jeg at kontakte Murakami selv. Svaret var kontant. Det skal hedde Vidnernes samfund, det er slet ikke Jehovas vidner, og han ville straks tage kontakt til den tyske oversætter og sige, at det ikke er rigtigt at kalde sekten for Jehovas vidner.

Måske er Murakami også blevet lidt træt af, at hans romantitler ikke bliver ’rigtigt’ oversat til andre sprog, og har valgt titlen 1Q84 – for den kan vi da ikke maltraktere, selvom vi godt kan diskutere, hvordan den skal udtales. På japansk er det jo ichi-kew-hachi-yon, men på dansk må det nok blive Et Q fireogfirs. Og selvfølgelig har han ikke valgt titlen for at drille, men fordi han refererer til Orwells 1984.

Men tilbage til musikken. Aomame og Tengo mødtes, da de var ti år og husker stadig hinanden her efter 20 år, og gennem hele 1Q84 binder Janáčeks Sinfonietta de to hovedpersoner sammen. I første kapitel spiller Janáčeks musik en stor rolle og musikken dukker op mange gange i romanen og fortæller sine egne små historier. Den tjekkiske oversætter Tomas Jurcovic forventer, at nogle tjekkiske læsere vil blive meget overraskede over, at Murakami nævner den tjekkiske komponist Janáčeks Sinfonietta i begyndelsen af romanen og fortæller: ”Jeg husker stadig reaktionerne, da Moldau blev nævnt i den tjekkiske oversættelse af Sputnik, min elskede - nogle læsere troede simpelthen, at det var noget, jeg havde fundet på.”

Men sådan er Murakami, han formår at inddrage vores verden i sine verdener, og derfor kan det nogle gange blive svært at skelne mellem fiktion og virkelighed – både for læserne og oversætteren.

It's a Barnum and Bailey world

Just as phony as it can be

But it wouldn't be make-believe

If you believed in me.

1Q84 BOG 3 udkommer på dansk den 29. august 2012

Henlagt til brandtrappen

2012-01-13T10:13:00.000+01:00

Om at oversætte og blive oversat

Af forfatter og oversætter Dorthe Nors

Da jeg i 1999 afleverede mit speciale om svensk litteratur på nordisk institut i Århus, løb jeg i modsætning til mine med-kandidater ikke hjem for at holde fest, men for at skrive den roman, som havde presset sig på i nogle år. Den blev antaget, og så troede jeg jo, at jeg var på den grønne gren, men det var jeg så ikke. I hvert fald ikke økonomisk. Omkring 2006 fandt jeg pludselig ud af, at mit svenske kandidatur ”could come in handy”: Jeg kunne jo begynde at oversætte fra svensk til dansk. Jeg befandt mig således pludselig i en situation, som mange forfattere finder dem selv i: Jeg havde fået mig to kasketter. Den ene var en stor kasket, hvorpå hovedidentiteten ”Forfatter” var trykt. Den anden kasket bar titlen ”Oversætter”, og det job havde i starten som hovedformål at skabe en økonomisk platform for mit eget skriveri.

Jeg fik hurtigt jobs ind, og jeg fandt også hurtigt ud af, at selvom oversættere ikke tjener en herregård, så tjener man meget (meget!) mere på at oversætte end på at skrive sine egne ting. Min sidste lille listeroman Dage tog mig omtrent 2 år at skrive, og jeg har tjent cirka 7.000 kroner på den. Den sidste svenske roman jeg oversatte tog mig 4 måneder at oversætte og den indbragte mig cirka 80.000 – plus bibliotekspengene. Set i det lys er det måske ikke så sært, at jeg tog flere og flere romaner ind til oversættelse, men samtidigt kom forfatterkasketten, stik imod hensigten, til at ligge og samle støv på hattehylden. Jeg holdt op med at nære omsorg for min grundidentitet, og brugte i stedet mit talent til at kolportere tekster jeg ikke altid troede på, tekster, der langt fra alle sammen var færdigredigerede fra forlagenes side – og så var der lige en ting til, som jeg tror mange forfattere kunne have godt af at vide:

Jeg opdagede, at det er sandt, når man siger, at ingen kommer så tæt på en forfatters liv og psyke som vedkommendes psykolog – eller oversætter. At tilbringe mange måneder i et intenst forløb med en andens sprog viste sig at være en dør lige ind i psykologiske gemakker hos medmennesker, man sjældent får lejlighed til at møde i levende live, hvilket i visse tilfælde er trist, fordi de virker sympatiske, og i andre tilfælde forekommer en knap så trist … En forfatter afslører mange karaktertræk i sprogligheden og de narrative valg. Jeg tænkte ofte på bibelverset: ”Og ordet blev kød”, når jeg sad der med tekster, der var så prægede af et menneskes skjulte liv og væsen. Nogle gange, det indrømmer jeg, har jeg oversat ting, der var så svære at have inde på livet, at jeg var nødt til at lægge teksten ud på brandtrappen om natten. Så er det slemt.

At sprog afslører den skrivendes væsen er en interessant lektie, fordi jeg selv bliver oversat til engelsk af Martin Aitken, der i øvrigt er en fantastisk oversætter. Hver gang jeg sender ham en novelle til oversættelse, ved jeg, at jeg lader ham kigge grundigt ned i min mentale undertøjsskuffe og ikke nok med det; jeg lader ham også rode i den. Martin må vide en hel del om min karakter, som jeg ikke tror, at han ved, og desto mere lettet er jeg over, at samarbejdet har holdt i tre år, og at han ikke ser ud til at lide under det. Tænke sig, hvis man selv skulle opleve at blive lagt ud på brandtrappen. Av.

Efter at have oversat en lang række svenske romaner var jeg i slutningen af 2010 meget træt, og jeg savnede min forfatterkasket så voldsomt, at jeg lagde mig ned på sofaen og håbede på bedre tider. De kom nogle måneder senere, hvor jeg blev tildelt Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, en begivenhed, jeg gerne refererer til som ”at blive reddet af klokken”. Når de tre år er gået, og jeg igen skal til at bekymre mig om at få brød på bordet, vil jeg givetvis vende tilbage til mit oversætterarbejde, men denne gang klog af skade og med en klar vished om, at man skal passe på sig selv undervejs.

Kan man læse sig til at blive en god oversætter?

2012-01-08T13:24:00.000+01:00

Af Kirsten M. Øveraas

Ud over at være billedmedieoversætter (oversat: jeg laver undertekster), er jeg ekstern lektor på KU, hvor jeg underviser sagesløse engelskstuderende i oversættelsesteori. Og spørgsmålet, mine oversætterkolleger stiller mig, og som mine studerende sætter i relief, når de løser små, praktiske oversættelsesopgaver, er: Kan man overhovedet bruge det dér teori til noget, når man oversætter? Eller måske er spørgsmålet i virkeligheden: Kan man læse sig til at blive en god oversætter?

Gode spørgsmål. Det korte svar er: Mnjo.

Læse kan man i hvert fald, for især inden for de sidste 40 år er feltet oversættelsesteori eller oversættelsesstudier eksploderet. Men litteraturen er primært deskriptiv frem for præskriptiv, det vil sige at den beskriver, hvordan oversættere rent faktisk oversætter, frem for at foreskrive, hvordan oversættere bør oversætte.

Det er altså svært at finde en bog med en præcis vejledning i, hvordan man bedst oversætter et givent ord i en given kontekst - naturligvis. Sprog er aldrig én til én, hvert ord har masser af betydninger, og kontekster er nogle besværlige størrelser, der gør en verden til forskel. En god oversættelse af det engelske ord ”cousin” kan være ”fætter”. Men så sandelig kun, hvis det drejer sig om en ”cousin” af hankøn. Og så simpel er oversættelse jo sjældent - især hvis det drejer sig om oversættelse af fiktion. Her er kildeteksten kompleks, mangefacetteret og svær at putte i kasser.

12 mikrostrategier

Et eksempel på et stykke deskriptiv oversættelsesteori, som er på mine studerendes pensum, er Anne Schjoldagers mikrostrategi-taksonomi, som hun beskriver i lærebogen Understanding Translation. Mikrostrategier eller lokale strategier er de strategier, oversætteren anvender på tekstens mikroniveau, altså på ord-, frase- og sætningsniveau. Makrostrategier eller globale strategier er derimod den overordnede strategi, som oversætteren lægger for hele teksten, for eksempel med tanke på tekstens målgruppe. Og makrostrategien udmønter sig selvfølgelig i valget af mikrostrategier.

Schjoldager opstiller 12 forskellige - overlappende - mikrostrategier:

Direct transfer - at overføre et ord direkte fra kildeteksten til målteksten uden at oversætte det

Calque - en kalke; at oversætte direkte og uidiomatisk

Direct translation - at oversætte direkte, men idiomatisk

Oblique translation - at oversætte meningen frem for ordret

Explicitation - at gøre noget, der er implicit, eksplicit

Paraphrase - at parafrasere eller omformulere

Condensation - at kondensere en sætning eller et udtryk, så det bliver kortere

Adaptation - at tilpasse et ord eller et udtryk til målkulturen; det klassiske eksempel er ”Babe Ruth” → ”Allan Simonsen”

Addition - at tilføje noget

Substitution - at erstatte ordet eller frasen med noget andet

Deletion - at slette noget

Permutation - at gengive et element et andet sted, fx at erstatte ét rimmønster med et andet

Hvilken mikrostrategi, oversætteren vælger, er selvfølgelig afhængig af den skønsomme blanding af stil, kontekst og målgruppeovervejelser, man kan kalde makrostrategi, og nogle gange også af mere praktiske eller tekniske omstændigheder. I undertekstning bruges kondensering fx en hel del, simpelthen fordi der kun er plads til 2x37 anslag på skærmen. Schjoldager fremhæver da heller ikke én mikrostrategi frem for de andre.

Teorien praktisk anvendt

Og hvad kan man så bruge det til?, spørger mine årvågne studerende mig. Ja, man kan bruge listen med mikrostrategier til præcist og akademisk at beskrive, hvad jeg gør, når jeg oversætter navnet på det norske politiske parti ”Arbeiderpartiet” til ”Socialdemokratiet”, nemlig bruger mikrostrategien adaptation. Men jeg vil mene, at man også kan bruge Schjoldagers mikrostrategier, når man selv oversætter.

Lidt indsigt i oversættelsesteori kan øge oversætterens bevidsthed om, hvad det er, man gør, når man oversætter. Om, hvilken palet af muligheder man har, når man skal oversætte et givent ord i en given kontekst. De overvejelser gør man sig i høj grad allerede som erfaren oversætter, uanset hvor teoretisk funderet man er, men hvis man kan sætte ord på sine overvejelser, tror jeg, man kan brede sin palet lidt mere ud. Hvis man kan tænke, at "her kan jeg oversætte "Arbeiderpartiet" til "Socialdemokratiet" (adaptation) eller til "det norske socialdemokratiske parti" (explicitation) eller til "regeringspartiet" (explicitation), eller til ”partiet” (condensation) eller til "Arbeiderpartiet" (direct transfer) eller til ”Arbejderpartiet” (direct translation) - og hvad er det nu ellers, der er af mikrostrategier?" kan man måske lettere komme frem til den optimale oversættelse og ud over de par løsninger, der først falder én ind.

Men kan man så læse sig til at blive en god oversætter?

Ja, tilbage til spørgsmålet. Jeg mener altså, som jeg har beskrevet ovenfor, at man med fordel kan bruge oversættelsesteorien, når man er praktisk oversætter. Men kan man læse sig til at blive en god oversætter? En god oversætter, der rammer den perfekte sprogtone, bander som en havnearbejder fra lige nøjagtig dén havn og har mere end almindelig god indsigt i kildekulturen, målkulturen, livet, døden og kærligheden?

Nej. Det tror jeg faktisk ikke. At blive en god oversætter kræver træning, det kræver et godt sprogøre og det kræver knivskarpe researchevner. Det kræver musikalitet, vedholdenhed, begejstring for detaljer og selvfølgelig et højt sprogligt niveau, både på kildesproget og målsproget. Det kræver mere og andet end at have læst 127,4 teoribøger. Men i bøgerne kan man finde nogle redskaber, der kan hjælpe en endnu et stykke på vej mod den optimale oversættelse - af lige dét ord i lige dén kontekst.

Kirsten M. Øveraas er cand.mag. i engelsk og oversætter fra svensk, norsk og engelsk, især i form af undertekster.

Læseforslag:

David Bellos: Is That a Fish in Your Ear?

Jeremy Munday: Introducing Translation Studies

Mona Baker: In Other Words

Umberto Eco: Mouse or Rat?

Anne Schjoldager med Henrik Gottlieb og Ida Klitgård: Understanding Translation

Månedens oversætter: Henning Vangsgaard

2011-12-31T10:36:00.001+01:00

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

De seneste 20 år har vi levet i oversættelsens guldalder. Ikke oversætternes guldalder, som Bjørn Bredahl fejlagtigt skrev for nogle år siden i Politiken. I det tidsrum har vi ikke blot fået mange spændende nyoversættelser inden for litteratur og filosofi, men også en lang række kanoniske værker, der ikke har været oversat før. Det danske læsepublikum har aldrig før haft et så rigt udvalg af litterære og filosofiske klassikere i oversættelse. Det burde påskønnes noget mere – også af kritikerne. At skulle vælge mellem så mange fremragende og inspirerende oversættelser er næsten for meget forlangt. Men skulle jeg hårdt presset vælge én oversættelse, må det blive Else Hennebergs oversættelse af Michel de Montaignes Essays fra 1992. Et på alle måder monumentalt arbejde. Hvad egne oversættelser angår, har det været et privilegium at prøve kræfter med den store tyske filosofi i skikkelse af F.W.J. Schelling og Jürgen Habermas. Kærlighedsarbejdet er det store udvalg af Per Højholts lyrik, Peter Urban-Halle og jeg oversatte til tysk under titlen Der Kopf des Poeten i 1998. Per Højholt var så glad for bogen, at han optog den i sin danske værkfortegnelse. Det var en stor oplevelse for os at oversætte et dansk, der er så færdigformuleret og formfuldendt.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Bøger af kvalitet inden for litteratur og filosofi. Her skal ordet kvalitet udtales som afdøde Poul Borum gjorde det: med dyb og salvelsesfuld stemme. Livet er, især efter de halvtreds, for kort til at beskæftige sig med uvæsentligheder. Det gælder både for læsning og oversættelse. Men især for oversættelse. Den gode bog kan kompensere for det faktum, at vi ikke lever i oversætternes guldalder, en ringe bog minder os hvert sekund om, hvor lidt guld vi spinder på vores arbejde.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Ukuelig optimisme. Alle oversættere, tror jeg, bærer på drømmen eller utopien om den fuldendte oversættelse, at der hinsides håndværket, anstrengelsen og tvivlen om det rette ord, den rette vending, den rette sætning og det rette greb om værkets helhedskonstruktion indtræder et magisk øjeblik, hvor udgangssprog og modersmål flyder sammen til en organisk helhed, hvor afgrunden mellem ord og genstand ophæves og smelter sammen til det paradissprog, Walter Benjamin drømte om. Det kræver en ukuelig optimisme at vide, at denne drøm altid brister.

Og hvis det lyder for højttravende for nogen, at oversætte kræver den optimisme og ukuelighed – og her sender jeg en kærlig hilsen til Sonja Rindom, en af det 20. århundredes store danske oversættere – som Anders And præsterer, når han hver tirsdag møder på arbejde som altmuligmand på margarinefabrikken.

Hvor oversætter De?

Det meste af tiden på min klaverbænk i hjemmet på Bellahøj. En gang om året i mit andet hjem: Europäisches Übersetzer-Kollegium i Straelen. Et utroligt inspirerende sted at arbejde, hvor man kan møde andre medlemmer af Den Europæiske Oversætterrepublik. Andre steder kan også komme tale: Jeg har set ud på den svenske midsommernat i Dalarne sammen med Victor Klemperer og kigget ned på Wienerstraße i Kreuzberg sammen med Christa Wolf. I sommer sad jeg på Söder i Stockholm sammen med Uwe Johnson og fortalte ham, hvor stor en forfatter han var, og hvor svensk han i grunden så ud.

Deres største fejl?

Letsindighed. Min mund har ofte sagt ja, hvor den burde sige nej. Det har ført til en del ubehageligheder i mit liv. På den anden side: En alt for stålsat karakter kan også være en hindring for at få spændende oplevelser i det hele taget.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

De romaner, især kriminalromaner, hvor fantasien, fortælle- og konstruktionsevnen kun rækker til halvdelen af bogen. På et tidspunkt begynder fortællemaskineriet at støje så meget, at jeg må lukke bogen. Eftertrykkeligt.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Fordi hun vedkender sig det liv, hun har levet. På det smukkeste dansk og med den klareste argumentation i romanens slutdialog med Ludvig Holberg.

Deres helte i det virkelige liv?

J.P. Jacobsen. For hans konsekvente, kloge og altid anfægtede ateisme. For hans mod til at trodse den frygtelige tuberkulose, han led af, og for hans mod til at slutte forfatterskabet med ordene: Lys over landet, – det er det, vi vil. Ikke et hvilket som helst lys, men det magiske og smukke lys, som falder i Thy og på Limfjordens vande. Hans forfatterskab og brevveksling burde være tvangslæsning for alle de religiøse, der uafladeligt tager ordet ”åndelighed” og ”spirituel længsel” i munden og derfor ikke kan se, hvor fantastisk og mangfoldigt det faktisk foreliggende liv er.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Uwe Johnsons tetralogi Jahrestage. Mirabile dictu: Jeg er så heldig, at jeg sidder og oversætter dette værk nu. Og så håber jeg, at Peter Urban-Halle og jeg på et tidspunkt kan få færdiggjort den store antologi af dansk lyrik i tysk oversættelse, vi med store afbrydelser har arbejdet på i årevis.

Deres sindsstemning netop nu?

Sorg. Min nære ven Herbert Zeichner døde den 12. december. Jeg vil savne hans utrolige nærvær, generøsitet og sproglige følsomhed. Og ikke mindst hans stemme, når han læste op på sit modersmål. Hvor magisk den lød, kan man forvisse sig om på Martin Hals cd Das mechanische Klavier eller på cd’en til det ovennævnte tyske udvalg af Per Højholts digte, hvor han læser den sene Højholt op. Hans død fulgte kort tid efter Christa Wolfs død den 1. december, som berørte mig dybt. Jeg har fulgt hendes forfatterskab i over fyrre år og oversat de tre seneste af hendes værker til dansk. Denne sørgelige afslutning på året kaster også sit triste lys over de gode kolleger, jeg (vi) mistede i år: Andreas Bonnevie, Jørgen Nielsen, Gisela Perlet og Mone Hvass.

Deres devise?

”Jeg har takket den gode Gud tusinde gange for, at han har gjort mig til ateist.” (Med et venligt nik til Georg Christoph Lichtenberg).

Hvilken dansk oversætter oversætter her?

2011-12-29T14:10:00.000+01:00

Tosprogethed

2011-12-19T09:40:00.000+01:00

Af Thomas Harder

Jeg har fået fortalt, at jeg – på et meget tidligt tidspunkt af mit liv og af min sproglige udvikling – blev meget vred, første gang en af min italienske mors veninder gav sig til at tale italiensk med hende. Det var åbenbart første gang, jeg hørte andre end min mor tale dette sprog i Danmark, og jeg betragtede det tydeligvis som en utilbørlig indtrængen på vores helt private sproglige enemærker. Med min danske far og den videre omverden talte jeg dansk, italiensk talte jeg kun med min mor.

Efterhånden udvidedes kredsen af mennesker, som jeg fandt det i orden at tale italiensk med, og det samme gjorde viften af formål, som jeg syntes, at sproget kunne bruges til – fra det helt nære og familieintime over italienske Anders Andblade, som min mor var så klog at lade min bror og mig abonnere på, til universitetsstudier, litterær oversættelse (herunder af italienske Anders And-historier) og konferencetolkning og avis og bogskriverier.

Om jeg er tosproget eller ej, er et definitionsspørgsmål. Selv vil jeg mene, at jeg er noget i retning af 1¾-sproget eller 1,8 eller 1,9-sproget. Jeg var og er mig nemlig helt bevidst, at der er forskel på, hvad jeg formår på henholdsvis dansk og italiensk. Der er forskel på hurtigheden, smidigheden, automatikken og på evnen til at finde på synonymer i en fart, som gør, at jeg ikke føler mig helt tosproget, i hvert fald ikke i den forstand, at begge sprog er lige stærke. Ikke overraskende, i betragtning af at jeg er vokset op i Danmark og gik i skole og på universitetet her, og i alt overvejende grad har levet mit liv omgivet af mennesker, som jeg har talt dansk med. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at det at vokse op med et andet sprog som sit andet modersmål og at få lov til at udvikle dette sprog – at blive stimuleret på det i sit dagligliv på et progressivt stigende niveau – giver en fortrolighed med det, en intuitiv forståelse af, hvad det udtrykker eller forsøger at skjule, og et følelsesmæssigt forhold til det, som er vanskeligt at opnå på anden måde. Det er det, jeg har levet af gennem hele mit voksenliv.

Fødder i flammer

2011-12-11T12:09:00.003+01:00

Illustrationer: Jan Birck fra serien 'De vilde fodboldrødder' (skrevet af Joachim Masannek), Forlaget Flachs

Af Lene Ewald Hesel

Langt de fleste børnebøger er illustrerede, ikke mindst bøger for de yngste – hvad enten de selv læser bøgerne eller får dem læst højt. Illustrationerne, der helst ikke bare skal kopiere, men selvstændigt supplere teksten, kan i nogle tilfælde besværliggøre, ja, i enkelte tilfælde næsten umuliggøre en mundret oversættelse.

Lad mig give et eksempel: På tysk kan man ‘die Hand ins Feuer legen’, altså ‘lægge hånden i ilden’ – et udtryk, der på dansk svarer nogenlunde til at ‘lægge hovedet på blokken’ eller ‘æde sin gamle hat’. I en børnebog om fodbold var udtrykket blevet ‘genre-tilpasset’ til ‘die Beine ins Feuer legen’, suppleret med en illustration af en dreng, hvis ben var omspændt af flammer. Hvad stiller man som oversætter op med sådan en illustration? I dette tilfælde var det så heldigt, at det tyske forlag gik med til at ændre illustrationen til den danske udgave; flammerne blev fjernet, så illustrationen ikke længere karambolerede med den danske tekst.

Men i enkelte, ulykkelige tilfælde kan en illustration være så forvirrende i en oversættelse, at det mest hensigtsmæssige er at beskære eller på anden måde manipulere den; det er naturligvis ikke ideelt og kan umiddelbart opfattes som et overgreb mod originalværkets helhed, men omvendt er det vigtigt, at den danske læser ikke efterlades i tvivl eller undren, hvor det ikke er tilfældet i originalteksten.

Oversættelseskritik - oversættelseshistorie - oversætterleksikon?

2011-12-05T13:07:00.000+01:00

Et forslag

Af Anne Marie Bjerg

Dansk Oversætterforbund, stiftet i 1944, er fra 1971 en del af Dansk Forfatterforening. Det har i dag ca. 180 medlemmer hvoraf adskillige også er forfattere i forskellige genrer.Forfatterne henvender sig med deres arbejde til offentligheden, til læserne, til kritikerne. Deres arbejde bliver modtaget, læst, debatteret, skældt ud, rost. Det eksisterer, kort sagt, i det offentlige rum.

Oversætternes arbejde, skønt lige så manifest, eksisterer på det nærmeste ikke i det offentlige rum. De allerfleste oversættere arbejder lige så dedikeret, lige så lidenskabeligt med deres oversættelser og deres sprog som forfatterne, men deres arbejde bliver i de fleste tilfælde ikke modtaget, ikke opfattet. Det er ligesom med rengøringsarbejde: Det bliver kun registreret hvis det ikke er udført ordentligt. Oversætternes arbejde må nøjes med et positivt adjektiv i ny og næ, eller med en forarget påpegning af en eller flere eklatante fejl. Eller med tavshed. Det er stort set niveauet for den danske oversættelseskritik.

Vi har gennem århundrederne udviklet sprog og begreber for litterær kritik, for kunstkritik, for musikkritik mm. Men kvalificeret analyse og vurdering af oversættelseslitteraturen findes stort set ikke.

Grundlaget for at udvikle en værdig oversættelseskritik er naturligvis at man har en oversættelseshistorie. Det er ikke muligt at vurdere noget i et ahistorisk rum, der skal være noget at sammenligne med.

De traditionelle litteraturhistorier og –historikere forholder sig meget forskelligt til oversættelser og oversættere, alt efter indfaldsvinkel, men altid kun summarisk og perifert.

For nogen sinde at kunne etablere en egentlig oversættelseskritik må man nødvendigvis have en viden om hvordan der tidligere er blevet oversat. Det vil sige at få besvaret følgende spørgsmål: hvilke og hvor mange (bøger, teaterstykker mm.) blev oversat hvornår, hvorfor, af hvem og hvordan? Altså en oversættelsernes og en oversætternes historie i Danmark!

En oversætterkollega gjorde for nogen tid siden opmærksom på et projekt, et initiativ der har set dagens lys i Sverige, nemlig udarbejdelsen af Svenskt översättarlexikon på nettet; adressen er:

www.oversattarlexikon.se

Og her ser jeg min forestilling gjort til virkelighed – i Sverige!

Læser man her den indledende redegørelse af Lars Kleberg for hele projektets idé og opbygning og historie – påbegyndt i 1998, åbnet i 2009 – begynder man at få et begreb om hvad et tilsvarende dansk leksikon ville betyde og kunne bruges til. Her spørges: ”Hvor er oversættelseskritikken? Hvor er det sprog der ikke kun kan beskrive fejlene, men også fortjensterne? Hvem var vores forgængere?” Forfatteren Birgitta Trotzig citeres for følgende ord der også passer på danske forhold: ”Oversættelserne er simpelt hen – brutalt udtrykt – halvdelen af vores nationallitteratur.”

Dette leksikon rummer (foreløbig) biografier over afdøde svenske oversættere; karakteristik af hvordan denne eller hin oversætter adskilte sig fra andre; og, ikke mindst, bibliografier over deres arbejder. Det meste af alt dette er grundforskning! Desuden artikler om forskellige oversættelsestraditioner, herunder bibeloversættelser. Og andre artikler om oversættelsrelevante emner.

Arbejdet med etableringen af et sådant leksikon i Danmark må, ligesom i Sverige, foregå over lang tid og med en hel række forskellige medarbejdere. I virkeligheden er det et helt forskningfelt der skal opdyrkes.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med KVINFOs historie. Kvindelitterære studier fandtes ikke før Pil Dahlerups og Nynne Kochs pionerindsats. Jeg skal ikke her gøre rede for KVINFOs historie, men blot pege på at nu eksisterer Kvindebiografisk leksikon, Nordisk kvindelitteraturhistorie for slet ikke at tale om KVINFO med bibliotek og selvstændig forskning, fuldt statsligt anerkendt og med tilskud. Alt det fandtes ikke før, det findes nu!

Set i sammenhæng med indholdet i det nu i januar 2011 afleverede indlæg fra DOF til Liebstudvalget til kulegravning af kunststøtten/Kunstrådet ligger det lige for at kæde et projekt som det her skitserede sammen med ønsket om en oversætteruddannelse i lighed med Forfatterskolen.

Havde vi her i landet en sådan uddannelse, og havde vi et (påbegyndt) oversætterleksikon, ville oversætternes og oversættelsernes anseelse vokse og vores arbejde måske få den plads i den litterære historie og i den litterære offentlighed som det fortjener.

Månedens oversætter Ingeborg Christensen

2011-11-27T10:44:00.001+01:00

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?
Pas – jeg læser næsten aldrig oversættelser

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?
Bøger med indholdsmæssigt bid

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?
Jeg synes, det er fantastisk sjovt at finde frem til dækkende ord på dansk og at finde ud af, hvad mærkelige ting er for noget. Den seneste bog, jeg har oversat, gav mig mange gode stunder med Google. Det viste sig, at en fem-seks ord i denne roman ikke fandtes andre steder end netop der. Det giver jo en stor mulighed for oversætteren til at bruge fantasien.
Og så overholder jeg deadline!

Hvor oversætter De?
Ved mit hæve-sænke-skrivebord og på en chaiselong. Først står jeg, så sidder jeg ved skrivebordet, og til sidst slænger jeg mig på chaiselongen.

Deres største fejl?
A hwa?

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?
Forudsigelig litteratur

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?
William Heinesens personer

Deres helte i det virkelige liv?
Nelson Mandela

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?
Mrs Gaskell: Cranford

Deres sindsstemning netop nu?
Forventning om en dejlig tur til London, der starter i eftermiddag

Deres devise?
Livet er ikke lutter lagkage. Det er også en dans på roser.

Læs mere om Ingeborg Christensen her: http://www.danskforfatterforening.dk/medlemmer/ingeborg3848.aspx

Gæt et skrivebord

2011-11-25T08:06:00.002+01:00

Hvilken oversætter oversætter her? Gæt med i kommentarfeltet eller på facebookgruppen: https://www.facebook.com/#!/oversaetteren

Stemningsrapport fra uge 44 på Hald

2011-11-21T15:57:00.000+01:00

Sommer var det unægteligt ikke længere, og i et hjørne af hegnet ved Hald Hovedgård fandt man kun et ryatykt tæppe af rødbrunt bøgeløv, som med hvert et vindpust blev forøget, som om samtlige boggener havde undladt at bibringe træet erindringen om den voldsomme energiudfoldelse, der i foråret fik de mange, mange blade til – netop – at folde sig ud.

Alt dette var imidlertid kun et dekorativt bagtæppe for en stålsat gruppe oversættere, der havde planlagt at fordrive hver eneste af den slags skribenter, der selv finder på, hvad de vil skrive en bog om.

Projektet lykkedes, lod det til efter det første par dage. Allerede to dage efter oversættergruppens indtog valgte den første forfatter at fortrække, og hun blev dagen efter fulgt af nummer to. Så var der – bevares – en poetisk billedkunstner tilbage, men hun boede nede i Smedehuset, og skulle det være, kunne konspiratorerne vel bruge hende til at skabe en illustration, der kunne modsvare maleriet i opgangen af ’Jøden på Hald’.

Sådan gik det ikke, for Peter Q fandt selv de ellers så oversete oversættere tilpas dekorative, at han skabte et billede af dem. En stund endnu vil det kunne ses som appetitvækker på Hovedgårdens hjemmeside.

Og se, det var en rigtig historie, var det, for det er jo en seriøs blog, denne her.

Søren K. Barsøe

I løbet af uge 44 faldt de brogede blade af træerne omkring Hald Hovedgaard, mens der indendørs vist aldrig før er blevet oversat så mange sider på én gang, hvor seks oversættere havde travlt med at oversætte bøger fra engelsk, amerikansk, spansk og norsk – alt sammen spændingsbøger!

Oversættere er et flittigt folkefærd, så dagene gik med intenst arbejde (så vidt vides!) kun afbrudt af ture ud i det tågede efterårslandskab – kun en enkelt dag fik vi lidt sol at se. Og jo, fårene står, hvor de plejer, og gumler uanfægtede. Herligt var det, at når man kom ned i køkkenet, kunne man altid få kvalificerede bud på de problemer, der kørte rundt i hovedet på én.

Om aftenen var der fælles tilberedning og indtagelse af aftensmaden for dem, der havde tid og lyst – suppe var et stort hit i den uge, og nogle holdt af at drysse godt med chili på maden. Andre nød – især sent på aftenen - oversætternes yndlingsret: en dåse baked beans, lidt pølse og pasta – hurtigt, billigt og mættende. Herefter holdtes der ofte ’sobremesa’, fælles hyggestunder efter maden, eller man gik på værelset og fortsatte arbejdet. En aften kunne man i spisestuen fx opleve, at nogen sad og fandt frem til de rette bandeord og slang i en amerikansk oversættelse, andre snakkede om spansk litteratur, mens to sad og strikkede. Rødvinen blev der naturligvis også smagt på, især i weekenden.

Om natten sov de fleste vel, men det blev opklaret, at det spøgeri, der angiveligt skulle foregå især ved værelse 12 – og som undertegnede da også oplevede flere gange omkring klokken to om natten, nemlig i form af knirkende gulve, uden at nogen personer var at se – slet ikke er spøgelser i lange hvide gevandter – nej, det er travle oversættere, der har en stram deadline, og som derfor midt om natten lister rundt i biblioteket på første sal for at foretage opslag i bøgerne. Dette skulle angivelig ikke bare gælde spøgeriet på Hald, men også på alle andre af landets herregårde, således at deres historie nødvendigvis må omskrives. Efter denne beroligende meddelelse blev der resten af ugen sovet roligt på værelse 12.

Kirsten A. Nielsen

Besøg selv Hald her:

http://www.haldhovedgaard.dk/

Knausgårdsafari

2011-11-15T10:29:00.000+01:00

Af Sara Koch

I sommer stod jeg på en klippe i Sørlandet i Norge og var så svimmel at jeg næsten faldt, ikke fordi jeg kiggede på den smukke sørlandsnatur med de runde, sorte klipper, blåbærrisene og holmene ude i skærgården med de kridhvide træhuse der lyste op i solskinnet. Nej, jeg var svimmel fordi jeg var forsvundet lidt for langt ind i en roman. Det var Karl Ove Knausgårds selvbiografiske 6-binds værk: ’Min kamp’, og jeg var i Sørlandet, hvor dele af den foregår, for at oversætte værket til dansk. Jeg rejste derop for at opleve de steder værket foregår, se dem med egne øjne, og forhåbentlig få en erfaring der styrkede mit arbejde. Men nu stod jeg lige inden afrejse og havde mistet perspektivet.

I Sørlandet bor jeg i en forfatterlejlighed på den lille ø Andøya uden for Kristiansand, ikke så langt fra der hvor Knausgård boede som ung. En lejlighed der optræder i bind 1, noget jeg først opdagede efter at have booket opholdet. Forfatterlejligheden ligger som en del af en lystgård med direkte udsigt til havet. Det er komponisten Ole Bulls gamle lystgård, hvor han efterlod sin franske kone og deres børn i den bidende vinterkulde, hvor hun efter sigende mistede forstanden. Men solen skinner og lavendlerne blomstrer, og til lystgården hører et bådehus nede på de rundslebne, sorte klipper ved havet. Jeg får nøgler til hele huset, og har altså en hel lystgård til disposition – undtagen loftsetagen, for der bor en trompetist.

Jeg oversætter på livet løs, samtidig med at jeg bruger pauserne til at undersøge det sørlandske landskab. For hvad skal man kalde ’svaberg’, de runde, sorte klipper, og ’heiene’, de lyngbevoksede skråninger som er alt for små til at være heder, men dog er det biologisk set, og ’myrene’, de sumpede områder hvor der vokser ’myruld’, på dansk ’kæruld’, men som er for store og tørre til at være kær og for små til at ordet mose klinger rigtigt.

Samtidig rejser jeg ind til Kristiansand by hvor jeg ser alle de ting der er omtalt i bøgerne: hotellet der brændte en uge efter Knausgårds far lå døddrukken derinde; bedemanden; kvarteret hvor farmoren boede, og hvor faren lå i sit eget skidt og døde; huset hvor Knausgård boede helt alene som 15-årig i den periode hvor faren begynder at drikke; Varoddbroen, det imponerende bygværk som optræder flere gange i bogen og så turen ud til huset i Tveit hvor Knausgård boede som teenager.

Min mand er med i bilen, og han ser med skepsis på det han kalder »Knausgårdsafari«. Der er hverken kort eller internet på lystgården, så vi kører lidt efter min litterære hukommelse, over Varoddbroen, forbi Hamresanden, hvor børnene bader og flere af Knausgårds venner bor, vi kører videre ad vejen med en bebyggelse, der bliver mere og mere spredt. Jeg ved ikke hvor langt der er, den slags informationer rummer min litterære hukommelse ikke, men vi kommer forbi Timenes-krydset. Det kender jeg, for det er målet for Knausgård og hans ven Jan Vidar da de er 14 og skal crashe en nytårsfest. De er blevet tilbudt lift af forældrene, men fordi de har fået en lidt ældre ven til at købe øl, tør de ikke andet end at gå med de klirrende plastikposer.

Bind 1 beskriver over halvtreds sider denne nytårsaften hvor de går og går i knædyb sne i femten frostgrader med to plastikposer fulde af øl for at komme ned til busstoppestedet ved Timenes-krydset. Men det er sommer nu, og vi kører og kører. Der er småkirker og menighedshuse ved hvert et gadehjørne, og bebyggelsen er efterhånden ganske spredt. Mere end noget andet ligner stedet med sine lidt lurvede, hvide træhuse en mindre amerikansk by i bibelbæltet. Den smukke sørlandsnatur med svaberg og kystnatur er væk. Jeg får en yderst klaustrofobisk fornemmelse og kan slet ikke få stedet til at passe med Knausgårds beskrivelser. Min mand og jeg kigger jævnligt på hinanden, og på et tidspunkt begynder vi at spekulere på, om vi er kørt for langt eller forkert. Men så dukker der endelig nogle stednavne op, der stemmer overens med min litterære hukommelse. Da vi når frem, er jeg forundret og overrasket over forskellen mellem min oplevelse og Knausgårds, men måske kan det forklares med de 25 år der ligger mellem oplevelserne. På vejen hjem kører vi forbi det nye universitet.

Da jeg kommer tilbage til lystgården, sidder jeg med en passage hvor Knausgård rejser fra Stockholm til Kristiansand, hvor han skal holde et foredrag på universitetet om sin debutroman, der møder han vennen Geir, som også bor i Stockholm, men som er vokset op på Hisøya, en ø lige ved siden af Tromøya, hvor Knausgård voksede op. De to går en tur i Kristiansand, ser på hotellet der brændte en uge efter faren lå døddrukken derinde, huset hvor farmoren boede og faren døde og kører dernæst over Varoddbroen, gennem Timenes-krydset, forbi Hamresandet og ud til Tveit. Og ganske som jeg, reagerer Geir med vantro:

»Geir standsede bilen neden for huset. Han lo.

− Boede du der? Midt inde i skoven? Det er jo helt isoleret! Der er ikke et menneske her! Så øde … Det er det rene Twin Peaks, hvis du spørger mig. (…)

Han lo videre mens jeg pegede på stederne. Og jeg måtte også le, for jeg så det med hans blik, alle de gamle forfaldne huse, bilvrag på gårdspladserne, lastbiler parkeret udenfor, hvor langt der var mellem husene, og hvor fattigt alting virkede. Jeg forsøgte at forklare hvor dejligt vores hus havde været, og hvor godt det havde været at bo her, at jeg ikke savnede noget, at alt var her, men …

− Helt ærligt! sagde han. − Det må have været en straf at bo her.

Jeg svarede ikke, var lidt irriteret, havde behov for at forsvare det. Men gad ikke. Det var det samme her, den indre oplevelse der fik alt til at gløde af mening, fandt ikke genklang i det ydre« (’Min kamp 2’, side 640).

Dagene og siderne går, der er ikke så meget tid til andet end at oversætte, men for ikke helt at få kuller går turen dagligt ned til vores private bådehus nede på klipperne, som jeg så fattigt stadig kalder »svabergene«, for selvom jeg dagligt sidder på dem og kigger ud på havet, finder jeg ikke noget godt ord for dem. Dagligt kører jeg også til byen, gerne på fisketorvet, og middagen står inspireret af bogen på krabber:

»Der lugtede af salt derinde. I diskene lå fisk og rejer på is. Farmor, som havde pelshue og en mørk, fodlang frakke på, stillede sig i køen foran en af diskene, mens jeg gik hen til en trækasse som var fuld af levende krabber. Oversiderne var mørkebrune som rådne blade, undersiderne gulhvide som knogler. De sorte, knappenålsagtige øjne, følehornene, kløerne som raslede når de kravlede oven på hinanden. Krabberne var som en slags beholdere, tænkte jeg, beholdere med kød. At de kom fra dybet, og var blevet trukket herop, som også alle de levende fisk var, var eventyrligt« (’Min kamp 1’, side 418).

Efter en tur til Tromøya går turen hjem gennem Sverige med en næsten færdig oversættelse af bind 2. Bogen handler blandet andet om livet i Stockholm som forfatter og familiefar, og er pakket ind i en rammefortælling: Knausgård er på ferie med sin kone og sine nu tre børn. Og det er ikke let, men derimod et værre kaos af skrigende unger og hylende forældre i en Eventyrpark i Sydsverige. De kan slet ikke finde ud af det der med at holde ferie; Knausgård vil meget hellere sidde derhjemme og skrive.

Og jeg sidder i bilen på vej hjem til min egen ø i Danmark, Strynø, gennem Sydsverige, med to børn i bilen, som har ferieret hos farmor og farfar og ikke har fået den ferie sammen med mor, som de havde håbet på, men skamløst er skubbet til side til fordel for en roman. Vi kører forbi selvsamme Eventyrpark, men jeg har gudskelov forstand nok til at køre forbi. Knausgårdsafarien er ved at være forbi for nu.

»Jeg havde aldrig troet at jeg skulle køre bil, det hørte ikke med til mit selvbillede, så desto stærkere var glæden da jeg kørte hundrede og halvtreds på motorvejen på vej hjem, i den jævne, næsten dovne rytme som dukkede op der, blinke ud, overhale, blinke ind, i et landskab der først var skov, siden en lang, lang bakke af vidstrakte kornmarker, lave gårde, intenst smukke klynger og småskove af løvtræer, med havet hele tiden som en uendelig blå kant i vest.

− Se, sagde jeg da vi kom op på toppen, og det skånske landskab lå under os. − Hvor er det dog smukt!

Gyldne marker, grønne bøgeskove, blåt hav. Alt sammen intensiveret og næsten skælvende i lyset fra den nedadgående sol.

Der var ingen der svarede.

At John sov, det vidste jeg. Men var dem bagi også faldet i søvn?

Jeg drejede hovedet og så mig over skulderen.

Jovist. Der lå tre piger med åbne munde og lukkede øjne.

Lykken eksploderede i mig.

Et sekund, to sekunder, måske tre sekunder varede det. Så fulgte skyggen der altid kom bagefter, lykkens mørke slæb« (’Min kamp 2’, side 600).

Men inden jeg kørte hjem til min egen virkelighed, stod jeg stod jeg altså på klipperne på en ø i Sørlandet og var svimmel fordi mit liv og ’Min kamp’ var ved at smelte sammen. Jeg var rejst derop for at gå i den unge Knausgårds fodspor, for at komme tæt på romanens virkelighed. Men uanset hvad jeg gjorde, var det som om, jeg snublede ned i den.

Der er ingen tvivl om at mine oplevelser gav mig en erfaring, der fik min oversættelse til at glide lettere. Den rejse var guld værd for mig. Men jeg var ikke tro mod mig selv. Jeg var gået for langt. Jeg var ikke oversætteren, jeg troede, jeg var romanen, og blev således bare en skygge af mig selv.

For hvis jeg helt lader romanens univers blive mit, udsletter jeg mig selv og har ingen erfaring at trække på, og uden erfaring, vil den danske tekst klinge hult og blive en skygge af den norske original. Nu sidder jeg med bind 5, som foregår i Bergen, og snart rejser jeg derop. Men denne gang sætter jeg mig i førersædet. Jeg vil suge byens lyde og dufte til mig, mærke regnen på egen krop. Jeg vil finde mig selv i teksten og byen og således trække på min egen erfaring i en stræben efter at komme så tæt på oversætterens mål som muligt: at være tro mod både teksten og det danske sprog.(Dette essay blev bragt i Politiken 11.6. 2011)

Engagement

2011-11-06T11:51:00.000+01:00

Heller ikke oversætteren kan se sig fri for at blive fanget ind af sit stof – heldigvis.

Af Aino Roscher

Kan man være en engageret oversætter? Har en oversætter ikke bare at begynde på første side, oversætte kritikløst, samvittighedsfuldt og tro mod originalen og ikke sætte spørgsmålstegn ved noget – lige til sidste side? Som vi med løftet pegefinger minder hinanden om i min anden verden, tv-tekstningens: Den bedste oversættelse er den, der ikke bliver bemærket.

I princippet kunne man vel godt forestille sig, at jeg som oversætter lever en isoleret tilværelse uden mere end den højst nødvendige adgang til opslagsværker og andre hjælpemidler. Kunne jeg ikke få lov til at sidde dér i min afsondrethed og slippe for at fylde mit hoved med politik og samfundsuorden og nøjes med at være lykkelig med mine romaner omkring mig?

Erfaringen viser mig, at engagementet i alle dets afskygninger har det med at snige sig ind på en, om man så ønsker det eller ej. Man tror, at man sidder og arbejder nok så fredeligt på det uskyldige, ufarlige værk, man har foran sig, men man tager fejl. Indholdet vrider og vender sig, pirrer og bevæger, provokerer og beriger, måske kun i bittesmå doser, men nok til, at der sker ting og sager. Bagefter er man aldrig som før.

Pvc og happy endings

Der er for eksempel alle de ting, der lusker sig ind undervejs. Da jeg foretog research til en bog om aktiv dødshjælp, fandt jeg ud af, at den hollandske ambassade kimes ned, hver gang de hollandske eutanasiregler nævnes i de danske medier. Dødssyge danskere drømmer om at rejse til Holland og få en ordning med en hollandsk læge. Hvordan kan man fortrænge sådan en oplysning?

Og det behøver ikke kun at være debatbøger, der driver gæk med ens letbevægelige sind. Jeg tekstede på et tidspunkt en skotsk serie i ti afsnit om et ungt par, der forpagtede en gård og måtte så grueligt meget igennem, indtil det efter ni gange halvtreds minutter begyndte at lysne. I afsnit ti brændte gården. Jeg var nødt til at pakke sammen og holde fri resten af dagen. Jeg havde bogstaveligt talt følelsen af, at mit hjem var væk. Heldigvis købte tv ti afsnit mere, så vi langsomt fik genopbygget vores liv og levede lykkeligt til vores dages eller i hvert fald til denne tv-series ende.

Da jeg påtog mig at tekste en reklamefilm om pvc, blev pvc pludselig det mest fantastiske produkt, verden har kendt. Det forekom mig komplet uforståeligt, at det havde fået så megen dårlig omtale i tidens løb. Pvc var anvendeligt til et hav af formål, og der var overhovedet ikke nogen forureningsproblemer forbundet med det. Alt kunne indsamles og genanvendes. Jeg blev den mest brændende ambassadør for produktet.

Og mens jeg arbejdede på at oversætte en roman, der foregik i store dele af Afrika, sad jeg med kort over Alexandria, Mozambique og Cape Town spredt ud omkring mig og var dagligt i e-mail-kontakt med en sydafrikansk kollega. Når telefonen, den lille larmende satan på væggen ved siden af mig, pludselig ringede, kiggede jeg forvirret op fra det afrikanske landskab og måtte hele den lange vej tilbage til København. Ofte nåede jeg først frem undervejs i samtalen til stor undren og/eller moro for mine omgivelser.

Listesko eller hollandske træsko?

Så nej, personligt vil det nok ikke lykkes mig at slå engagementet fra. Det vågner helt af sig selv. Men hvad så med læseren? Kan jeg i det mindste skåne ham/hende for mit engagement? Heller ikke, for hvad med alle de sproglige overvejelser, jeg må foretage undervejs i den politiske korrektheds navn? Bare fordi man oversætter fra nogle trygge og temmelig ueksotiske, nordeuropæiske sprog, har bøger det jo med alligevel at forvilde sig fjerne steder hen, så man kan være tvunget til at gå på listesko af diverse hensyn. Hvis forfatteren vel at mærke også gør det. Og da kan det jo ikke nytte noget, at man stoler på sine opslagsværker, hvor nye og opdaterede de end måtte være. Da gælder det om at vide, hvilke sko der lister, både i bogens oprindelige og i dens kommende fædreland. I Amsterdam kan man stadig sige "neger" uden at komme galt af sted. Slår man ordet op i ordbogen, er der ingen filtre, der fortæller en, at man bør overveje udtrykket på dansk. Filtrene må man selv have med i bagagen.

Jeg tror altså ikke på den isolerede, uengagerede oversætter. I hvert fald ikke på ham eller hende af kød og blod. Jeg kan heller ikke skåne læseren for mit engagement, om end det naturligvis ikke bør skinne igennem i oversættelsen.

Godt, javel, ja, så er jeg altså en engageret oversætter. Da jeg nu har accepteret min lod, kunne det tænkes, at engagementet kunne bruges aktivt også? Kunne jeg for eksempel udtrykke det ved at sige nej til at oversætte bøger, jeg personligt ikke kan stå inde for?

I 2002 var jeg inviteret til en konference om tabuer inden for litteraturen. Deltagerne var forfattere, forlagsfolk og oversættere. I den forbindelse spurgte jeg en kollega, om der var noget, han ville sige nej til at oversætte. Mein Kampf? Historieforvanskning? Saddam Husseins værker? Al-Qaidas guide til at blive en god selvmordsbombemand? Aldrig i livet, svarede min kollega, bare kom med det. Det hele skal ud. Det er ikke op til os oversættere at udøve censur. Det er vigtigt, at den læsende befolkning får adgang til så mange oplysninger som muligt.

Jamen så okay da, bare kom med det. Det hele skal ud. Eneste problem kunne måske være, hvis det går med mig og Saddam, som det gik med mig og pvc. Til alt held plejer forbandelsen at slippe sit tag, når den næste af slagsen tager over.

(Denne tekst har tidligere været bragt i Forfatteren).

Månedens oversætter: Allan Hilton Andersen

2011-10-31T09:31:00.000+01:00

Den lommelygtelysende og whiskydrikkende skrivebordsindehaver er Allan Hilton Andersen. Mød ham her i Oversætterens hjemmelavede oversætterudgave af Proustspørgsmålene:

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Når det drejer sig om andres oversættelser, er det dvd-oversættelsen af Monty Python, lavet af Jesper Dannow. På bogsiden er det ”Grant Me God the Gift of Singing”, en uforlignelig samling af danske sange og salmer oversat til engelsk og udgivet af den danske Sømandskirke i Vancouver. Taler vi om mine egne oversættelser, er det Marvfolket af Keri Hulme og Dyrets folk af Indra Sinha. Simpelthen fordi det er de to sværeste bøger, jeg har oversat, og fordi jeg blev tilfreds med resultatet. Og så er jeg glad for, at mine oversatte børnebøger (Jo Nesbø) er blevet en succes. Det er en helt speciel kunst at skrive/oversætte for børn.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Poesi er min foretrukne læsning. Og min største udfordring finder jeg, når jeg oversætter Jytte Rex til engelsk, for hun skriver også lyrik, når hun skriver prosa. Men eftersom jeg ikke lever af at oversætte bøger, har jeg aldrig sagt ja til en opgave, som det ikke ville være en fornøjelse at arbejde med. I øvrigt har jeg selv fundet ganske mange af mine oversættelser og fået mine Århus-venner til at udgive dem. Og det har med en poetisk finsk undtagelse været romaner og noveller.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg kommer for sent i gang, og i begyndelsen nusser jeg ekstremt meget med teksten – indtil virkeligheden byder mig at sætte farten op på grund af en sig hastigt nærmende deadline. Mit enkeltmandsfirma hedder af samme grund Trans-Bindestreg-Late. Oversættelse tiltrækker – siger man – folk, der har Jomfruen som deres stjernetegn. Og oversættelse er en gigantisk analfiksering.

Hvor oversætter De?

Hvor der er plads. Jeg har to arbejdspladser: en i det gamle pigekammer, hvor jeg sidder med universitetsarbejde (censur) og bogoversættelserne. I øjeblikket finpudser jeg In Other Rooms, Other Wonders af Daniyal Mueenuddin fra Pakistan. Og så har jeg en arbejdsplads i en af stuerne. Her tekster jeg tv og film – og her flytter jeg ind med bogen, hvis jeg samtidig skal følge med i noget tv-sport, som ikke kræver hele min opmærksomhed. Men jeg kan sidde overalt – i sommer havde jeg Jo Nesbøs ”Genfærd” med i Ægypten, og når middagsheden blev slem, og jeg ikke plaskede rundt nede ved koralrevene, satte jeg mig på hotelværelset med den bærbare. Det er fint med nordisk tænderklapren, når temperaturen kommer over de 40.

Deres største fejl?

A) Jeg er relativt utålmodig.

B) Engang oversatte jeg det norske mandelpoteter med mandelkartofler. Jeg så for mig, hvordan man strøede mandelflager ud over nye kartofler og blev helt lækkersulten. Heldigvis var min højt elskede jyske korrekturlæser vågen. Det er en del år siden, men hun lader mig ikke glemme det. Jeg har givetvis begået værre fejl, men lever i foreløbig lykkelig uvidenhed derom.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Litteratur af typen ’Det menneske glemmer jeg aldrig’. Såkaldte selvbiografier. Den type poesi, jeg i mit stille sind kalder ’Skolelyrik’. En bestemt type kriminalromaner, som jeg ikke skal definere nærmere her. Og romaner af danske forfattere om kvinder i Middelalderen. Det er skræk-ke-ligt. Det overgås kun i skrækkelighed af universitetsansatte anmeldere, der – som jeg engang oplevede det på Hald og ofte oplever det i pressen – taler og skriver om forfattere, der regrederer bagud.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Der er godt nok mange. Alene fra Dickens ville de fylde en side …

Deres helte i det virkelige liv?

Alle dem der overvinder umulige odds. Og dem, der dør under forsøget.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Det kunne være sjovt at (ny)oversætte Dickens til dansk. Og endnu sjovere at oversætte H.C. Andersen til engelsk. Det sidste er gjort masser af gange, men med skiftende held for nu at sige det pænt. Også Herman Bang ville jeg gerne oversætte. Havde Tom Kristensens ’Hærværk’ ikke været oversat (’Havoc’, 1968), havde jeg gjort det gratis!

Deres sindsstemning netop nu?

Utålmodig efter at komme videre.

Deres devise?

Et godt jysk mundheld: At krybe for sin overmand er at træde på sin undermand.

Månedens skrivebord

2011-10-28T09:22:00.000+02:00

På mandag kan du møde månedens oversætter.
Her er oversætterens skrivebord:

Nomineringstale til Søren K. Barsøe - modtager af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2010

2011-10-23T15:13:00.000+02:00

af Aino Roscher

And the Oscar goes to …

“Nej, vi tager sgu bare pis på dig, Gus, op med humøret. Sæt dig nu ned. Vi er samlet for at hilse på en mand, der fylder år, venner. Desmond, læg nu en plade på, for helvede, mand.”

Mingus stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.

”Har du en af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op.”

Kære Søren

Som litterære oversættere tager vi læserne ved hånden og formidler vores oplevelse af et værk, der ofte beskriver en helt anderledes og mere eksotisk verden end vores egen.

Somme tider må vi hjælpe kamelen ned med en forklarende tilføjelse, men ellers bliver det i det store og hele forventet af os, at vi oversætter tekstnært og i originaltekstens ånd.

Der er en enkelt undtagelse: Når man oversætter talesprog, må man somme tider standse op, træde et skridt tilbage, betragte sin tekstnære oversættelse sådan lidt på afstand og tænke:

Hvordan ville jeg selv have sagt det her?

Og så kan det tænkes, at det ikke er nok at tilføje et ord – måske er man ligefrem nødt til at skrive noget helt andet end det, der står i originalteksten.

Det er desværre ikke altid, de mest pernittengrynede redaktører forstår ens kreativitet, men jeg er sikker på, at læserne ubevidst er taknemlige.

Du får Æresprisen for hele din produktion, men frem for alt for dit talent for at oversætte talesprog til mundret dansk. Oversættelse af talesprog er en disciplin, du mestrer som ingen anden. Du får skurke og helte til at lyde ægte og overbevisende i bøger af forfattere som Michael Connelly, Susan Hill, Ian Rankin, James Crumley, Jonathan Lethem – for nu bare at nævne nogle få stykker fra dit omfattende bagkatalog.

Du har forstået, at det i talesprog ikke er nok at oversætte ordene. Vil man have hele stemningen med, er man altså tit nødt til at gøre replikkerne en tand mere danske end resten af teksten.

Somme tider kræver det kun et lille sgu som i det citat, jeg indledte med. Vi taler jo ikke altid så pænt på dansk. Slet ikke i mange af de universer, du har det med at bevæge dig rundt i, Søren.

Citatet stammer i øvrigt fra din meget roste oversættelse af ”Ensomhedens fæstning” af Jonathan Lethem.

En søgning blandt det seneste tiårs anmeldelser af dine oversættelser viser, at jeg ikke er ene om at være imponeret:

Replikker så spidse som dartpile.

Ægthed i replikken.

Ikke en stavelse klinger falskt.

Farverigt og (slang)energisk sprog.

Et godt øre for dialog.

Eminente replikskifter.

En fornemt rablende, dansk stemme.

En beundringsværdig sans for troværdige replikker.

Et fast og overbevisende greb om både terminologi og dialog.

Og ja, i dine oversættelser er terminologien og alle de andre detaljer selvfølgelig også på plads. Man føler sig altså i gode og trygge hænder, når man kryber sammen i sofaen med en bog, der er oversat af dig.

Så du har til fulde fortjent Dansk Oversætterforbunds Ærespris!

Søren K. Barsøe stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.

”Har du nogen af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op!”

Stort til lykke, Søren!

/Aino Roscher

Om at oversætte kriminalromaner

2011-10-15T15:35:00.000+02:00

Af Thomas Harder

Når man oversætter kriminalromaner, har man brug for at ”oversætte” det ene lands rets- og politisystemer til det andet. Det er sommetider svært. Det oplevede jeg, da jeg oversatte den italienske forfatter Luciano Marrocus romaner om politimændene Serra og Carruezzo i 1930’ernes Italien.

Serra er ispettore, og hans chef Carruezzo er commissario. ”Inspektør” og ”kommissær” ligger lige for, men det ville være at vende op og ned på rangfølgen, for i Danmark er politiinspektøren højere placeret end politikommissæren. Rigspolitiet har udgivet et hæfte om Politiet i Danmark, som også findes på engelsk, tysk, fransk og spansk. Her kan man finde de danske ækvivalenter til de øvrige landes gradsbetegnelser og omvendt. Desværre findes der ikke nogen italiensk udgave. Der findes til gengæld en officiel italiensk tabel, hvor det italienske politis og det italienske forsvars gradsbetegnelser er sat op over for hinanden. Her kan man se, at en commissario er på niveau med en kaptajn i hæren, mens en ispettore rangerer mellem sergent og løjtnant. Så vidt så godt. Der findes også et officielt NATO-dokument (STANAG 2116), hvor samtlige NATO-landes militære gradssystemer kan sammenlignes ved hjælp af et system af tal- og bogstavkoder. Ved hjælp af dette skema kan man altså komme videre fra det italienske militære system til det danske. Desværre findes der ikke et dansk skema, som stiller forsvarets gradsbetegnelser op over for politiets, så sporet slutter her.

Enden på det blev, at jeg udnævnte ispettore Serra til ”politiassistent” og commissario Carruezzo til ”kommissær”. Det er måske ikke strengt korrekt, men det giver i hvert fald mening.

(Denne tekst har tidligere været bragt i Sprogminuttet på DR)

Oversættelser for store og små

2011-10-11T14:25:00.000+02:00

Af Lene Ewald Hesel

I teorien er der ikke forskel på at oversætte bøger for børn og for voksne. I teorien. I praksis stiller sagen sig lidt anderledes. Til begge målgrupper skal man som oversætter naturligvis bestræbe sig på at gengive udgangstekstens indhold og sprogtone m.v. så rammende som muligt: Oversættelsen skal hverken være sværere eller nemmere eller sjovere eller på anden måde anderledes end originalen.

Men hvor man som regel går ud fra, at voksne læsere har nogenlunde samme erfaringer og forudsætninger som udgangssprogets voksne læsere, er det ikke altid tilfældet med yngre læsere. Fx kan tidspunktet for skolestarten have stor betydning for læsernes ordforråd og begrebsverden og i det hele taget forståelsen af deres omverden, hvilket igen betyder, at en tekst ikke bare kan oversættes ord-til-ord.

Det betyder selvsagt ikke, at oversætteren skal overpædagogisere, men indimellem kan der være brug for en diskret tilføjelse eller omformulering, som forklarer noget, der måske er velkendt for en tysk eller italiensk eller engelsk læser, men ikke nødvendigvis for en dansk.

Og hvad gør man ved sådan noget som udenlandske navne og øgenavne – skal man lade dem stå på originalsproget, eller skal de oversættes? En voksen, erfaren læser vil sandsynligvis være i stand til at gennemskue et øgenavn på engelsk eller tysk, men for yngre læsere med færre sprogkundskaber, eller for andre læsere, der ikke behersker originalsproget, vil mange nuancer gå tabt. Derfor blev the Saucepan Man og Dame Washalot fra Enid Blytons børnebogstrilogi Det fortryllede træ til hhv. ‘Kasserollemand’ og ‘fru Vaskeglad’ i den danske oversættelse – altså navne, hvis betydning ligger tæt op ad originalens, og som samtidig er lette at udtale og forstå.

En af fordelene ved at beholde de originale navne er, at tekstens stemning og autencititet bevares, og hvis bøgerne fx filmatiseres, er det vigtigt, at navnene svarer til dem i bøgerne. Det kan være et svært valg.

(Denne tekst har været bragt i Sprogminuttet på DR i en let forkortet udgave).

De usynlige hjælpere

2011-10-11T14:08:00.000+02:00

af Niels Brunse

Efterårstider, messetider, forfatterberømmelsens højsæson. Hvert år på denne tid, når klimaet gør øreklapstolen uimodståeligt indbydende og aftnerne bliver lange nok til mere end fjernsyn, lægger der sig en særlig stråleglans over forfatterne. Anført af årets Nobelpristager i litteratur kaprer de spalteplads og publikumstække i en grad, der resten af året er forbeholdt sportsstjerner og tv-meteorologer.

Og på hele den nordlige halvkugle holdes der litterære fokuseringsfester i store haller, såkaldte bogmesser. Messerne viser ikke kun bøger frem, men også levende forfattere. De lokale reportere vil alle sammen helst møde Trendy McSmart fra USA, der har skrevet lige netop den bog om post-cybersplat-generationen, som alle forlæggere købte ubeset i Frankfurt, men mindre berømtheder kan også gøre det. Så der kommer de, de gamle og nye kendinge, flyvende ind til åbningsdagene i Toronto, Göteborg, København...

Og i den stimmel af folk, der omgiver prominencerne, finder man undertiden også deres oversættere. Disse ydmyge væsner, disse oversete tjenere, hvis fornemste pligt er at gøre sig usynlige. Hvis de ikke selv gør det, skal reporterne nok sørge for at de forsvinder ud af synsfeltet. Interviews med udenlandske forfattere, i hvert fald her i landet, synes altid at gå ud fra at originalteksterne og de danske versioner er identiske, eller at samtlige danske læsere ubesværet nyder forfatterens værker på russisk, fransk eller japansk...

Nå, ja, ja. Godt ord igen. Oversættere har et vist ry for at føle sig "reduceret på en krænkende måde", som Thomas Mann skrev. Og måske er der virkelig tale om et indbygget Mozart-og-Salieri-kompleks i professionen? En slags institutionel misundelse?

Kig lige tilbage på det citerede udtryk. Studsede De over noget? Thomas Mann skrev faktisk "auf kränkende Weise abgestempelt". Den ovenfor anførte formulering er derimod af Mogens Boisen, den er nemlig på dansk. Og sådan er der så meget.

Hvorom alting er, så kan eller skal en oversætter naturligvis aldrig træde i forgrunden og skygge for sin originalforfatter. Hvad oversætterne ønsker sig (og savner), det er at blive set og anerkendt for den omhu, den omtanke og den litterære kunnen, de - forhåbentlig da - lægger i omplantningen af et fremmed værk.

Den famøse blindhed ligger egentlig mest hos formidlerne. Forfatterne ved godt hvordan det er, mange af dem har selv prøvet at oversætte. Men forholdet mellem forfatterne og deres oversættere er så usynligt i offentligheden, at man næsten skulle tro det var illegitimt, som en hemmelig romance.

Somme tider kan et sådant forhold blive til et rigtigt venskab mellem to skrivende mennesker. Andre gange er der ret kold luft. Men de fleste nulevende forfattere, der får bøger oversat til andre sprog, bliver konfronteret med breve, telefonopringninger, faxer fra deres oversættere, hvis ikke om andet så om de problemer der er tilbage, når oversætteren har opbrugt hele sit forråd af ordbøger, leksika, biblioteker, institutioner, lokale autoværksteder, venner og bekendte og venners bekendte, der tilfældigvis véd noget om windsurfing, minedrift eller de puniske krige.

En oversætter kan bruge dage og uger på at finde det rigtige ord i den slags faktuelle sammenhæng, men tilbage bliver der altid en lille liste med spørgsmål, som kun forfatteren kan svare på. Når der på engelsk står figures om et eller andet på et stykke papir, uden anden forklaring, og både figurer og tal blandt de mulige danske oversættelser giver mening, hvad er så det rigtige? (Det var tal!)

Et godt gammelt aristokratisk mundheld hævder, at ingen er en helt for sin kammertjener. På samme vis er ingen forfatter en helt for sin oversætter. Oversættere kan more sig herligt med at fortælle hinanden anekdoter om hvordan "deres" forfattere har klumret i det - og de kan fortælle mange. Jeg mindes den tyske 68'er P.S., der i en roman skrev at et spøgelse gik gennem Tyskland. Hvilken elegant allusion til Det kommunistiske Manifest (hvor gespenstet går gennem Europa), tænkte jeg og lod det stå. Men da jeg alligevel, på forlagsredaktørens indstændige opfordring, ringede og spurgte, sagde P.S.: "Hvad? Har jeg skrevet det? Ret det!"

Eller den berømte englænder J.F., som måske alligevel er noget af en helt for mig, men som havde skrevet om en vej, at den snoede sig som en syl (awl) ... jeg spurgte i et langt brev med mange andre spørgsmål (det var en hundesvær oversættelse), om han ikke mente et bor (auger), for en syl snor sig nu godt nok ikke ret meget, og jo, det indrømmede han.

Eller den gådefulde sydafrikaner J.M.C., som havde forvirret mig med nogle ret synlige inkonsekvenser. De spørgsmål sprang han simpelthen over på listen!

Eller amerikaneren P.T., der i en roman om Mellemamerika havde nævnt nogle himstregimser der hed crapsies, og som jeg ikke kunne finde nogen steder. Han svarede: "Perhaps a type of insect? I don't know." (Men så var han også selv ude om at de kom til at hedde krapser på dansk.)

Eller den verdensvante romanforfatter og journalist, der under et besøg hjemme hos ham i Köln glad fortalte, at han havde talt med hr. Gyldendal i Frankfurt året forinden. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at hr. Gyldendal havde været død i næsten 200 år.

Sådan kan man blive ved, ligesom tyendet altid har fniset i køkkenet over herskaberne. Vi oversættere, vi undersøger tingene, og vi ved hvad vi taler om! (Men hovmod står for fald. En svensk oversætterkollega, til hvis mange fortræffelige egenskaber også hører et indgående kendskab til Europas bedste konditorier, brugte engang en novelle jeg havde skrevet, ikke oversat, som materiale til et kursus hun ledede. Og i den anledning spurgte hun mig med fin ironi, om det var med vilje jeg havde stavet navnet på det berømte etablissement Gerbeaud i Budapest forkert? Der stod nemlig Gerbeau i min novelle. To gange. Tableaud!, om jeg så må sige.)

Fniset og pindehuggeriet er ikke udtryk for åndelig nærsynethed. Oversættere fortæller den slags anekdoter med en art professionelt augursmil. De ved, om nogen, at også de mest storslåede litterære kunstværker er bygget op af detaljer. Og når man river hele bygningen ned og genopfører den et andet sted - hvad en litterær oversættelse kan sammenlignes med - så må man for helhedens skyld være nøjeregnende med detaljerne.

For hvad oversættere end er - tyende, tjenere, usynlige hjælpere eller undereksponerede litterater - så er de også nogle af "deres" forfatteres bedste læsere. Ellers ville de ikke kunne holde ud at leve sig ind i forfatternes gemytter og intentioner i månedsvis, måske årevis, som en skuespiller lever sig ind i en vanskelig rolle. Personen træder tilbage for figuren. Derfor står oversætterne der i mængden, for foden af podiet, med en stolthed de holder for sig selv, når kameraerne og mikrofonerne nærmer sig bogmessernes berømte gæster.

(Dette indlæg er tidligere trykt i Politiken, 13. november 1994, med titlen ”To gemytter under samme paraply – Oversætterne og ’deres’ forfattere”)

Om Oversætteren

2011-10-04T15:04:00.000+02:00

Velkommen til Oversætteren - en blog om oversættelse og om oversatte bøger med indlæg skrevet af forskellige oversættere med flere. Målet er at skabe opmærksomhed og debat om oversættelser og oversættelse. God læselyst.
Mvh

Sara Koch